Søde Børn, det er de!

Kære alle hvor end I er


Jeg sidder her i Bwindi i Gæstehuset. Alene og ene.
Marie er taget til Kampala for et par dage siden, og i dag har hun så hentet Jacob i lufthavnen. De kommer her til i løbet af ugen, og så skal der turistes og spises god mad i flere af de dyre Americaner-camps.

Jeg har været af sted med Godfrey (min TB medeventyrer) og Reverend Sam på Community Outreach og undervist det 4. hold Village Health Promoters fra Bujengwe Parish i dag.

Det gik fint fint, spørgeskemaet blev gennemgået, og der blev stillet spørgsmål og så uddelt skemaer, ti styks til hver VHP´er.
Da vi ankom, var der også dukket en familie op med en 3-5 årig pige. Hun så ret sløj ud, både Sam og jeg tænkte ”Nifritisk Syndrom!”, og vi besluttede, at tage hende med os i hjem.

Og det gik da også fint, der var nogenlunde plads i bilen. Og som den babyglade pige jeg er, så tilbød jeg selvfølgelig, at holde den lille 1½ årige skønne, skønne baby, mens mor havde den syge pige på skødet, og den 7 årige sad i bagagerummet med al bagagen.

Og den lille pige var helt vildt dejlig! Blød og græd kun lidt, da hun kom til Uffen, og så, så accepterede hun det. Ahh, hun ligefrem nød det!
Efter en 10 minutters kørsel, ja så skete det, at den lille bløde, smukke, varme pige faldt i søvn. Og selvom vi besteg utallige mega kampesten på vejen, så sov hun.

Ihh, hvor det var skønt. Her sad jeg med den fineste bebs, og hun sov. Og så kom tanken til mig. Hvor mange babyer har jeg set med Pampers på rumpetten?? 4 måske 7... Og var dette lille vidunder mon en del af det heldige selskab? Jeg havde min tvivl... Og da vi ankom til hospitalet, fik jeg svaret. Nej, det var hun ikke. Se, ned af benene mine, var der vådt. Og det lugtede ikke af violer.

Tal om, at det med at lade vandet i buksen kun varme for en stund, og så bliver det en ringe varmekildeinvestering!! Her var tale om, at min blære stadig var fuld, og den lille Spillopmager havde haft al fornøjelsen!

Men det var nu altså stadig en dejlig oplevelse (har været i bad!). Nu skal jeg ha´ kigget på hendes storesøster i morgen.

Og jeg havde endnu en dejlig baby-dag i torsdags, Vaccinationsdag. Havde fornøjelsen af at veje 20-40 skønne ½-1½ årige dejlige og raske unger. Og efter at have krammet dem, ja så kom jeg med nålen, og vaccinen fik de, lige i lamsebamselåret eller overarmsdelen! Og så var jeg for en kort stund ganske upopulær. Det gik dog hurtigt over, Mors bryst kan trøste selv det mest forfærdede og hysteriske barn!

Der er nu 7 dage til, at vi forlader hospitalet. Og det er mærkeligt og sørgeligt. Så er 3 måneder gået. Jeg føler mig ganske godt tilpas her, og stedets virke og fremtid betyder noget for mig. Og menneskerne som arbejder her. Afsked er aldrig sjovt, ikke min yndlings. Dog holder jeg mig for øje, at med afsked kommer gensyn, og det GLÆDER jeg mig til!

Planen for vores videre rejse er følgende:
1. juni farvel til Bwindi, med bus øst på til Viktoria Søen: Marie, Jacob og Sarah På Farten.
2.-4. juni mere buskørsel, kører over grænsen til Tanzania og tager en færge over Viktoria Søen til byen Mwanza. Med endnu mere bus øst på mod Kilimanjaro via Nairobi.
5.-11. juni Ekspidition Kilimanjaro, David har slået sig til os.
12.-16. juni 4 i flok på safari i åben 4x4 :)
17.-22. juni Zanzibar lokker med strand og kolde øls/drinks

- og så blev det den 23. juni klokken 19.45, stedet var Kastrup Lufthavn, og vi kom hjem.

Ja, så er det jo bare om at tage af sted og sige ordentligt farvel til stedet her. Det har virkelig levet op til alle mine forventninger! Og mere end det, man kan ikke forestille sig livet her hjemmefra!

Stor kærlighed med smæk på

Sarah

Blandede billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo20?authkey=ivNNqvM-qgk

Et Batwa Kirke Bryllup

Hej alle I kære

Så kom jeg til mit første afrikanske bryllup! Og mit første kirkebesøg var det til og med. Rimeligt godt klaret, havde selv forventet at blive slæbt med til alverdens gudstjenester, men tak mig selv, det er jeg kommet uden om!

Batwa gruppen, som har kontor i Gæstehuset og er startet af Dr. Scott, var meget spændte på gårsdagens STORE begivenhed.
Gruppen består af mere eller mindre religiøse mennesker, varierende fra fotograf Steve som er ganske moderat religiøs til antropolog Kantina, som jeg uden tvivl i stemmen vil kalde fanatisk missionær. Derudover arbejder Dr. Scott, Richard og Levy i gruppen. De to sidstnævnte ugandere.
Batwa gruppen har eksisteret siden 1991 og er startet af en kirke i Texas, USA, og har stadig størsteparten af sine økonomiske støtter fra sådanne kredse (fra kristne amerikanere med gysserne i orden).

Altså, jeg havde doneret lidt klejner til dette bryllup, og tænkte at jeg jo på et eller andet tidspunkt skulle opleve kirken og al det sociale liv omkring søndagskirkebesøg, og tog med Batwa gruppen til Batwa Kirke Bryllup (det første af slagsen her i området).

Batwa er i øvrigt den oprindelige befolkning her i området, Katina mener hele Verdens (!) oprindelige, forfædre. De er pygmæer og de levede i Regnskoven, indtil den blev gjort til Nationalpark i 1991 og de blev forvist ud af skoven, og ikke givet noget andet land til gengæld.

Godt så. Når man er muzungu (hvid) så er man per definition æresgæst, og op foran med mig. Og her kunne jeg så sidde til åbent skue foran 200 meget nysgerrige kirkegængere. Ikke noget med at gabe eller tage sig en skraber. Sid ret, og be når de si´r be!

Efter 6 døbelser i kirkevand kom vi til brylluppet. Hold fast. Brudgommen kom ind med bedstemanden ved sin side, godt nervøs, og begge så ganske utilpasse ud i deres jakkesæt, som jeg tror de havde fået forbyttet. Og den kommende mand, som jo altså er pygmæ og derfor lavere end gennemsnittet, var blevet påduttet et bare 5 cm Fishbone sko fra midt 90´erne, som gjorde at han stadig var lavere end gennemsnittet, men nu var ved at falde over sine egne ben.

Og folk i kirken, som ikke var Batwa, var ganske godt underholdt. Det virkede meget respektløst på mig. Folk grinte og pegede. Godt det ikke var mig.

Bruden havde fået en ordentlig balkjole på (selvfølgelig for lang) og brudepiger var der også.

De blev gift og ægteskabsløftet skrevet/fingertrykt under, og så blev der ellers spyttet i kirkebøssen. Der blev doneret ananaser, sukkerrør, roer, bananer og andet godt, samt mønter. Og alle afgrøderne blev solgt ved auktion og herved omsat til penge.

Kirkebesøget tog 4 lange stive timer, men det blev gjort noget mere behageligt af al den smukke musik og sang, dansen og klappen som opstod med jævne mellemrum.

Efter kirken var der fest under bananpalmeblade, confetti og toiletpapir og Gino, vores ene kok, havde lavet en Bryllupskage med Neonblå påskrift: "Godfrey weds Evelyn". Kagen var god og alle sangene smukke. Talerne derimod var lange. Og som Æresgæst skulle jeg også sige et ord til de nygifte (nemt nemt, her kommer jeg, kender dem ikke, har aldrig mødt dem før og synes at det hele er mærkeligt). Jeg havde lidt betænkningstid, og da jeg i bund og grund synes at dette bryllup var noget mærkeligt noget, så ønskede jeg dem tillykke med ægteskabet og sagde ordet:

RESPEKT

1) Respekt er fundamentalt i et forhold
2) Respekt fordi de turde stille sig op i kirken og møde alle de fordomme der er imod dem
3) Og respekt i protest, fordi jeg ikke synes, at de amerikanske missionærer respekterer Batwa folkets traditioner. Men jeg sagde ikke andet end respekt, og det lod til at ingen fattede meningen med det, hvilket resulterede i et par sekunders stilhed.

Men dagen var skøn. Jeg oplevede for første gang hvordan Batwa folket lever og bor, og jeg var meget rørt over hvordan de lever sammen. De er meget kærlige i deres forhold, og det var rart at se en far lege med sit barn. Det har jeg ikke set før i de 2 måneder, jeg har været i Bwindi.

Jeg glæder mig til at se jer alle igen, 3 uger tilbage på hospitalet, og så 3 ugers rejse og ferie, og så, ja så er jeg hjemme. Det føles ikke som så lang tid.

Pas på hinanden og nyd livet. Kærlighed fra Uffe-drengen.
Sarah

Flere billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo19?authkey=Skc1lASGH2o

Til alle jer derude!

Sommerens og solens kommen, Steves housewarming, Scotts farvel, Maries fars fødselsdag, Public Holliday in Uganda og ikke mindst de røde faner blev fejret i stor stil d. 1. maj.
Vi lagde ud med at lave en god 1. maj-brunch, efterfulgt af kolde Congo-øl og hjemmelavet guacomole på Bwindi View campsite. Steve havde lagt ud med at invitere ca 40 mennesker, Scott supplerede med på dagen at invitere al hospitalets personale, ca 75 yderligere gæster…. Der var lagt op til stor fest. Suzan og Gino var helt oppe det røde felt i køkkenet, og helt mirakuløst fik de tilberedt mad til alle. Vi gjorde vores og tog cyklerne til den lokale grønsags have (GNO projekt), og lavede en salat til gæsterne.
Som aftenen skred frem kom der mere og mere gang i den, der var vrikkende hofter og hoppende bryster i gæstehusets have. Trods en enormt god stemning og promiller i blodet, sluttede festen tidligt ….. dvs kl ca 22.

Heldigvis havde Steve været forudseende og gemt et par kasser øl til dem der holde af at feste til længere. Vi blev oppe endnu et par timer, drak øl, spiste popcorn og snakkede……. Dagen efter stod den på tømmermænd og kolde ”club sodas”. Sarah døjer endnu med myllerbæ….

Krams
Sarah og Marie

Der er flere billeder fra fest og andet godt på picasa: http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi4?authkey=YAWe8rtSgeA

G O D 1. M A J

Vi vil fejre det ligeså, dog under lidt andre end de vanlige Fælledparksforhold. Nu i en Banda!

Jungle Reglementet

25 år og uendelig meget klogere. Skarp som en machete kan jeg berette om Alverdens Visdom. Ikke så meget som en konsekvens af at kunne skrive et højere tal på CV´et, men mere fordi jeg i lørdags havde et møde med et særligt væsen.



















Ikke Vortesvinet, næ nej nej, men et mig noget nærmere stående dyr. Og eftersom nogle kender mig som den Lille Monkey, ja så har I nok regnet ud, at der her er tale om Gorillaen, Bjerggorillaen.

Aldrig før har jeg brugt en månedsløn så fornuftigt og så hurtigt.
Sammen med Eva, den amerikanske medicinstuderende, stod jeg op tidligt om morgenen for at være ved Bwindi Impenetrable Forests port klokken åse. De turister, som når her ud til Bwindi har, for størstedelens vedkommende, dollarsedlerne struttende ud af røven, og sidder derfor godt i det.
Så vi havde lidt satset på, at en af disse rige gæster var faldet om med Rødvinssyge, så vi kunne købe deres adgangstilladelser, billigere. Men det skete ikke, Rødvinsniveauet har ikke været tilstrækkeligt, og vi hostede op med gyserne.


Der var pladser til os i Mubare gruppen - 9 styks gorillaer inklusiv en bebs - og deres Silverback havde kaldenavnet - Den Søvnige. En god ting, eftersom han ikke gider hverken flytte sig eller angribe, men æde og sove. Optimalt for fotografiliderlige turister = os.
Gruppen er desuden den ældste gruppe af de tre. som lever i Bwindi Regnskov. De har set os komme forbi siden 1993.

Vores slæng bestod af en fransktalende Franskmand Eric, Obed meget smooth guide, to soldater og to spejdere, som løb i forvejen og lokaliserede flokken.

I Erics Landrover blev vi kørt tilbage til hospitalets område, sat af og så kunne vi ellers bevæge os af sted mod Junglen. Det krævede så at jeg slæbte mig op ad en 90 % stigning i 1½ time, tosset spillemand, jeg var træt i lårbasserne bagefter. Men vi kom op ad bjerget, som The Fellowship of the Ring med lange gangstave, og ind i Regnskoven. Grænsen til nationalparken var tydelig markeret, en 30 cm bred stig. Intet hegn, ingenting.

Regnskoven var fantastisk! Jeg har lige afsluttet Kiplings The Jungle Book, og kan konkludere, at Mowgli er en virkelig sej knægt, for der er meget mørkt og sandsynligvis meget farligt uden en riffel og det basale Jungle Reglement under armen.
Godt Eva, Eric og jeg havde 5 mand til at passe på os.

Og så lige pludseligt, så var vi der. Vi lagde vores tasker og gik 5 skridt ned af skranten. Der var de - og de var så tæt på! Jeg var totalt overvældet og berørt af deres tilstedeværelse. Lige ved siden af os sad de. I solens stråler, på bagdelen og nød en middagssnack. Baby gorillaen var godt i gang med at udforske naturlovene og sig selv. Og Eva og jeg stod med store øjne og fattede ikke, at vi var så tæt på de så sjældne Bjerggorillaer.

To meter væk fra os kravlede Babyen rundt, og Mor-gorilla lod den. Far-Silverback gemte sig i buskene længere væk. De to Blackbacks pruttede og bøvsede, og det hele var bare dejligt!

Der sad vi så i mellem 9 gorillaer i gang med deres Siesta. Og der var kun accept af os. Intet overflødigt. Vi var bare. Og da de rykkede et par 100 meter længere ind i skoven fulgte vi med dem. Fantastisk!

Efter en times hyggen, stirren, øjenkontakt, spisen, prutten og sludren så var vores besøg forbi. Og jeg viskede "farvel" og gik storsmilende der fra.


I kan tro, at jeg stadig er lykkelig! Den bedste fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet mig selv.


Måske jeg vil revidere min teori om dyrs intelligens? De 9 gorillaer havde i hvert fald noget mellem ørene.

Den Lille Monkey

Billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo16?authkey=Z21Fhu4W1c8

Håret tilbage

Kære venner

Længe siden. Marie og jeg har været på en lille ferie til Mburo søen og byen Mbarara. Vi tog af sted torsdag og kom hjem igen for to dage siden.

Turen bød på mange herlige oplevelser. Vi startede vores tur i lægeparret Doreen og Birungis Toyota Corolla en tidlig og mørk morgen og rumlede af sted øst på. Det var helt befriende at komme væk fra grænselandet, og efterhånden blev det også en behagelig køretur, som, efter 3 timers kørsel, bød på asfaltvej. Og efter 6 timer var vi fremme.

Mbarara er angiveligt Ugandas 8. største by, og har da også hele 3 gader med butikker og supermarkeder at byde på - jeg fandt mig selv shoppe amok efter et par timers ophold (og bøvl med et par VISA koder, som et par idioter havde svedt ud... Pinlig historie, som I vil få leveret mundtligt ved hjemkomst. Men tak til Jacob og Christian). Så jeg måtte lige holde lidt igen, og tænke på, at der stadig er mange kilometre som rygsæksrejsende tilbage...

Men skønt havde vi det, på Motel Agip, med varme brysebade, kolde øl, knasende kiks, bløde senge med dyner og morgenmaden inklusiv, så jeg var lige ved at springe ("Én af hver tak! Kan man få ekstra brød?"). Byen havde sågar et posthus, så vi fik sendt et par breve med retning mod DK. Og en frisør var der skam også - og søster her har fået sig en ny frisure, hæ. Connie og Brian, jeg manglede dog jeres kyndige råd og vejledning ;)

Lørdag morgen blev vi hentet af en taxa og kørt til Mburo søen og Nationalparken af samme navn 37 km længere øst på. Allerede i taxaen så vi zebraerne og impalaer, så vi blev ganske imponerede. Da det er lavsæson, havde vi stort set parken for os selv. Om aftenen var vi ca. 10 mennesker som spiste i restauranten, og vi var absolut ene om at sove i telt ved søbredden. Dog deltog Hr. og Fru. Flodhest i gildet, og besøgte os om natten. I dagstiden var de travlt beskæftigede med at holde sig under vandets overflade.

Vi var på bådtur og kørte i 4x4 dyt, men det fedeste var bestemt at gå rundt i parken med en armeret guide, Moses. Absolutte højdepunkt var, da vi ubevidst overraskede to zebraer, som ud af det blå lige pludselig kom ud fra et buskads og galoperede væk fra os. Vi kunne mærke deres skridt i underlaget, og lyden var fantastisk!

Nu står den så på arbejde igen. 28 patienter er inkluderet i vores projekt, og jeg forventer at tallet meget hurtigt øges til 100. Projekt vi laver for hospitalet er også ved at komme i gang. Vi har lavet registreringsskemaet og fået det kopieret. Er dog løbet ind i to gange en uges forsinkelse pga. manglende midler = klejner.

Udvalgte billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo1314?authkey=BnJn6c-KcGU

Kram og mere kram Sarah

Lidt af hvert

Godtfolk og makkere

Så er følelsen af dagligdag kommet over mig, og nu kan jeg fornemme at det bliver hårdt. At arbejde. Og at "forske" på samme tid. Og at være langt væk hjemmefra. Ikke at det nogensinde bliver rutine...

Vi har sagt ja til at lave to projekter for hospitalet, en helbredsundersøgelse i de 2 destrikter som hospitalet dækker, og et Kortlægningsprojekt, over hvor HIV patienterne bor.

Og så er vi gået i gang med vores eget HIV projekt, startede den 1. april (s nar) og har indtil videre hele 15 patienter inkluderet!! Kun en patient har takket nej til deltagelse, så det lover godt for vores mål om at få 100 patienter med i vores data.

2 medicinstuderende blev til 3, da amerikanske Eva ankom i lørdags. Og hun er ganske rar. I morgen venter vi et 4. tøsepigebarn, missionær, så vi kommer til at skulle passe på hvad vi siger højt! Intet f.ck og sh.t, og bestemt intet ondt ord om Jesus.

I fredags var jeg med Alice (ernæringseksperten på Childrens Ward) i grøntsagshaven sammen med alle mødrene til de indlagte børn. Jeg gik til makronerne og lugede godt ud i bedene. Bøjet over mine strakte ben, ligesom kvinderne (de bar selvfølgelig også lige et spædbarn på ryggen!) i solen og med hænderne i møget.

Kvinderne sludrede, også om mig, og Alice oversatte pænt: de havde ikke troet, at en mzungu kunne arbejde i marken, de troede at mine knogler ville knække! Så måtte jeg jo bevise det modsatte. Hvilket gav lidt respekt, og til sidst måtte kvinden ved siden af mig bare lige røre først ved mit hår, og derefter, noget overraskende, lige klemme mit ene bryst, og hive ud i trøjen, bare lige for at tjekke frugtbarheden hos mzunguen - jeg tror, at jeg blev godkendt som husmoder!

Tja her er billeder af lidt blandet,

http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo12?authkey=IHR6B5bddZ8

vi har snart dokumenteret alt her i området, så der er ikke så meget at tage billeder af mere.

Kan I alle have det dejligt,

Sarah

Outreach: Tuberkulose Jagten

Kære venner

I går tog jeg af sted med 10 andre ansatte fra hospitalet på en Outreach. Formålene hermed var mange: HIV klinikken skulle ud og teste og uddele medicin til HIV patienter, Community skulle ud og undervise i Ernæring og i Familieplanlægning (dvs.: få ikke for mange børn! – brug beskyttelse), og Godfred og jeg skulle opspore en indlagt Tuberkulose patients familiemedlemmer.

Så vi satte retning mod Mpungu, godt 2 timers kørsel af utilgængelige veje, og et stykke igennem Bwindi National Park, mod sydøst.

Vores Land Rover var godt fyldt, men bumlede trygt af sted under kyndig styring af vores chauffør og mekaniker, Hussein (en god kombination, efter som vores biler har det med at brænde sammen i Ingenmandsland, med meget langt til det nærmeste Toyota værksted!).

Vi satte først HIV teamet af, dernæst stod Præst Sam og tandlæge Christine af og så var det Godfred og jeg samt Hussein, som kørte yderligere 40 minutter øst på.

Jeg indlagde i sidste uge en 34 årig meget syg kvinde, som hostede og hostede og var virkelig tynd. Og hun havde lunge-tuberkulose, og hun var ganske smitsom. Hun er nu i behandling og bedring med en forrygende appetit, men hun har været syg med hoste i mange måneder.

Så Godfred, hospitalets Tuberkulose mand, ville af sted og opspore hendes nærmeste familiemedlemmer og undersøge om de også var syge med Tuberkulose - og jeg var nu med ham på Tuberkulose Jagten.

Vi stoppede ved en lille række små hytter langs vejen, og spurgte efter kvindens familie? Hurtigt var 3 drenge på benene (min og Land Rovers tilstedeværelse vakte en hel del opmærksomhed - det var ikke noget problem at få skabt kontakt!) og vi fulgte dem langs en smal sti ud på en ensom ø midt i dalen. Vi gik forbi en ko med dens kalv, små lerhytter med bananblade som ly for regnen, en lille hårdt arbejdsom og vejrbidt ældre dame og en flok får. Og på spidsen af øen fandt vi en gammel kvinde liggende foran en mørk lille hytte.

Landsbyens andre beboere var kommet til de to fremmede indtrængere og deriblandt også landsbyens overhoveder (2 ældre herrer).

Godfred begyndte at tale med kvinden. Hun var rigtig sløj. Hun fortalte, at hun havde hostet i mange måneder, siden sidste september, og at hun næsten intet orkede mere. Og så løftede hun et tæppe og viste os hendes barnebarn. Barnet var også sygt med hoste, og lå bare helt stille under hele vores besøg - fluer satte sig i barnets ansigt og hendes søster holdt dem væk - barnet selv lå bare og sov.

For at hjælpe dem måtte vi diskutere med de to ældre mænd - hvem kunne hjælpe dem til hospitalet? Herrerne fortalte, at damen ingen familie havde - hun havde mistet sine børn og sin mand, og der var ingen, som ville tage ansvar for hende. Nå, men hvad med kirken? Nej. Og desuden havde det nærmeste hospital ikke udstyr til at undersøge for tuberkulose eller medicin til at behandle.

Og vores bil ville blive fyldt op, så vi kunne ikke tage dem med os. En af herrerne fortalte, at han også hostede og havde nattesved - kunne vi ikke hjælpe ham?

Det var ret frustrerende bare at stå der blandt så fattige og syge mennesker uden at kunne hjælpe dem. Hvis de kunne komme til BCHC for at blive testet, så var behandlingen gratis og maden ligeså.

Godfred og jeg aftalte med overhovederne, at jeg ville komme tilbage på onsdag og hente kvinden og barnet, og at Godfred ville komme om en måned for at indsamle prøver fra alle med symptomer i landsbyen, og derefter komme de følgende måneder med behandling.

Vi gik tilbage til Land Roveren og kørte derfra, uden egentlig at gøre noget - andet end at håbe på at onsdag er tids nok.

Hos Præst Sam og tandlæge Christine var der travlhed, der stod ca. 40 mennesker og ventede på at få uddelt medicin mod div. sygdomme - og Godfred og jeg gik i gang med at pakke piller - og det var super skønt - at give dem noget, som forhåbentlig hjalp dem og som var gratis.

Da klokken var fem, var der ikke flere patienter at give piller, så vi kørte hjemad, hentede HIV teamet på halvvejen og nåede hospitalet klokken syv. Og jeg var helt udkørt af indtryk, Rutiga-snak og rasleturen.

I dag er Marie af sted med Community teamet. Og hun har sikkert også en masse at fortælle om.

Det er virkelig spændende at komme ud til de små isolerede landsbyer, men også hårdt, for folk lever med så lidt i mellem hænderne, i kulde og i sult. Forfærdeligt, fortvivlende og vildt frustrerende. Det er virkelig skræmmende.

Jeg kan ikke se mig selv overleve en uge i deres sted.

En stadig udmattet og overvældet Sarah

Billeder fra Scott's hus

1 måned i Uganda!!!! Hello hvad sker der for det...

Hej venner

Tiden flyver afsted her i Gæstehuset. I går sluttede vi begge først sent ud på aftenen med at arbejde og i dag har vi også haft meget at se til. Marie regerer Children Ward og Sarah rumsterer med de voksne patienter.

Vi har efterhånden prøvet lidt af hvert, og vi kan allerede nu fornemme et vis tag i Tropens mange sygdomme... Dog uden at beherske, men vi er ikke i samme grad på bar bund, når vi går stuegang.

Påskesøndag tog vi cykeltøjet på, og oksede afsted i 2000 meters højde på en 24 km lang cykeltur, heri inkluderet 4 kategori én milliard stigninger og kampestensdækkede jordveje. Det var lidt af en udfording for vores ben, der er vandt til de danske alper på Tagensvej og andre stigninger i København (til og fra Herlev Hospital). En helt utrolig smuk tur ;)
Da vi igen nåede Bwindi 2½ time senere var lårene ømme og hænderne fyldt med karpaltunnel syndrom.... Det var rigtig rart at cykle efter at være forvist til sine fødder den seneste måned.
Da vi et par timer efter hjemkomsten skulle cykle op til Scotts hus, dvs 2 km op ad bakke, var det ikke ligefrem det, der stod øverst på ønskepyramiden. Nå, men det lykkedes, og vi havde en rigtig hyggelig påskefrokost (ikke helt efter det danske koncept) med Scott, Vicky og Steve (amerikansk fotograf)..... Det bedste var nu at hjemturen var ned ad bakke.

Scotts hus ligger utrolig smukt, helt oppe ved indgangen til parken, en kæmpe overdækket varanda med udsigt til egen teplantage og første parket til junglen. Aahhh

Nå, men søndag gik, mandag tog tirsdag og nu sidder vi her onsdag aften, smadrede efter en lang arbejdsdag og tænker "hvor blev dagen af ?"

Beskrivelser af dramatiske procedurer, etiske dilemmaer og familiedramaer der slår "Fam. Sommer" og "ER" MAX!!!!! Vil følge........ Og ja, det er en cliffhanger!!!

So long!!!
Sarah og Marie

Afrodans, natten lang!?

Så kom UgandaMor på en seriøs prøve.

Dansegulv og 3 geder på grillen, lunken øl og afrobeats. Dette var scenen for min første optræden på afrikansk jord - og jepper det var spass!

Hospitalets personale var inviteret til fest i anledning af Påsken ("Happy Easter", som de siger her) og Marie og jeg skulle selvfølgelig også med. Dagen var igår og vi var ret så spændte. Grillet ged er nyt for mig, og jeg måtte lige spise lidt banan, inden vi gik ned til festen.

Da vi ankom (obligatoriske 30 min forsinket) opdagede vi at vi vist lige så godt kunne ha´ trukket den endnu 30 min. Der sad 3 frauleins langs den ene væg, og på dansegulvet stod en enlig jordmoder Rose og dansede i rundkreds med sig selv. Fyrene gemte sig foran computerne i personalestuen, som udgjorde aftenens festlokale, og vores IT nørd Der var i en hektisk og intens kamp med musikanlægget.

Vi satte os og ventede på 1) flere mennesker 2) grillet ged 3) jeg ventede på de andre kvinders valg af drikkevarer.... Godt så, de tog alle en varm sodavand, mens de store mænner fik sig en dejlig øl... Tro lige, at Uffe-drengen var ved at gå ud af sit gode skind! Sodavand blev det.

Geden var sær, serveret på kæp og umulig for bazunguer at tygge. I hvert fald denne mzungu (hvor var jeg glad for den banan!). Jeg var stadig utilfreds med kønsfordelingen af drikkevarer, så da det blev tilstrækkelig mørkt til, at ingen rigtig kunne se noget, tog jeg mig en øl (efter at Vicky også tog sig en øl, engelsk sygeplejeske, som har arbejdet her i 2 år med sin kæreste Dr. Paul).

Med mørket kom festen igang. Indledt af en noget besynderlig tale, som sluttede med at udråbe festens ende til kl 21... Hold fast, så er der lagt op til et brag af en party uartig!

Og da trommerne lød, så skal jeg love for, at min rumpe blev sat på plads! Det var virkeligt imponerende at se ens kolleger danse amok, hoppe, synge og skrige og bare nyde hvert et trommeslag, og tilmed ramme hvert taktslag. Og det galdt også det mandlige køn!

Jeg har arbejdet med en meget morsom og sød og speciel lille jordmoder, Rose, og hun gav den hele armen, hele aftenen! Og jeg tog en sving om eller 3 med hende og de andre.

Jo det var en dejlig aften, og det var især rart at slippe UgandaMor løs og danse til de bløde afrika-rytmer!

Patienterne var selvfølgelig også med, og de overtog vist festen senere på aftenen.. Hørte et rygte om, at festen rent faktisk fortsatte til 22.30!!!

I dag mødte jeg Rose på hospitalet, og hun inviterede mig ned til sit hjem. 3x3 meter, med alt hvad man behøver: en seng, et bord plus to stole, et lille kogeblus og en vandbeholder. Og jeg så billeder - virkelig mange billeder. Af hendes sponsorer (to englændere) og af hendes safaritur, hvor hun rørte ved en løve!!! Det skal lige siges, at løven var godt bedøvet, men Rose er cirka 1,35 høj og en lille og spinkel kvinde, så det er da noget af en bedrift.

Billeder fra festen finder I her:
http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo9?authkey=udUjN7MXRYI

Og herfra skal lyde et Happy Easter! til Jer alle.

Knus fra Sarah

Påske hilsen!

Så blev det påske - også i Bwindi. Påskeferie blev der ikke meget af for vores vedkommende.
Når men jeg har her til morgen uploadet den seneste flok af mine billeder.

http://picasaweb.google.co.uk/mariececilie.brandt/Bwindi2?authkey=jg53WcXhQP0

Vi vil forsøge at få skrevet en længere hilsen senere på dagen i dag eller i morgen.
Håber at alle har det godt og nyder påsken.

Kram Marie

Flere billeder

Udsigter, hospitalet og solopgang en tidlig, kold søndag morgen.

http://picasaweb.google.co.uk/sarahbube/UgandaNo202?authkey=T7gAQnrgmEQ

Kæmpe smæk møs fra Kamp Dværgen

Chapati

Chapati er et fladt brød, det er lavet af en temmelig olieret dej med mel, vand og nogen gange æg. Brødet bages på en pande/eller på indersiden af en krukke.
Det spises også i Indien, og minder lidt om Naan.

Dr. Brandt & Dr. Bube Beretter

Kære alle.

Så er der nyt fra grænselandet mellem Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. Nærmere bestemt: Buhoma.
Det er søndag aften, ugens eneste fridag. Vi har i dag slappet en del, dog har vi præsteret en 2 timers gåtur.
Der er uendeligt meget at fortælle fra de seneste 10 dages oplevelser på hospitalet. Hvor skal vi begynde?

Om morgenen klokken syv vækkes vi af syngende og trommende skolebørn fra Buhomas Primary School, 20 meter fra huset. Smukt og behageligt, sammenlignet med den ellers så enerverende BIBBIBBIB BIBBIBBIB fra Nokiamobilen. Morgenmaden serveres af kokken Gino eller kokken Susan og kaffen nydes i ro og mag, inden vi et par minutter i otte kaster os ned af skråningen til fælles morgen-sang og –bøn med resten af hospitalets personale og enkelte af patienterne og deres pårørende. Morgensamlingen er også stedet hvor diverse infos gives, samt samlingspunktet for sociale håndtegn.

Derefter begynder dagens arbejde. I denne uge har vi gået stuegang på hver vores afdeling (Marie på Voksen afd, Sarah på Børne afd.), som i denne uge har været superviseret af Hr. Doktor Scott.

Doc. Scott er i øvrigt stifter af hospitalet, og en utrolig energisk, talende og flink mand. Han stiller mange spørgsmål og store krav, til tider uden at vi får et endeligt svar (måske fordi der i mange af patienternes tilfælde ikke eksisterer et endeligt svar), dog er det meget lærerigt, og vi har allerede udviklet et godt og respektfuldt samarbejde med Scott.

Klokken halv elleve er der the, og hvis vi er heldige chapati i personale stuen, hvor der altid hygges!

Stuegangen fortsætter indtil frokost mellem 13-14 og derefter har vi som regel et par tusinde hængepartier fra formiddagen, og slutter, godt udmattede, dagen klokken fire/fem/seks stykker.

Hvis vi har tid til det, er det en fornøjelse at gå forbi børneafdelingen omkring klokken fire, hvor Mor Alice synger, trommer, danser og leger med de indlagte børn, deres søskende og mødre. Alice står, for os begge, som en fantastisk kvinde. Hun er ansat til at tage specielt vare om de underernærede børn, uddanne mødrene i at lave ernærende mad, samt at lege med og stimulere børnene. Hun er tyve og fra nabolandsbyen, men bor ganske tæt på hospitalet. Hun tjener intet (300 Dkr/mdr), men er altid smilende, snakkesaglig, arbejdsom og kærlig.
Vi kunne fortælle flere historier om nogle af de mange inspirerende mennesker vi har mødt allerede efter blot én uge, - de vil komme med tiden. Vi må jo begrænse os lidt!

Aftenerne har vi brugt på at læse en del faglitteratur (Scotts spørgsmål skal jo besvares) og vores hjem bugner med spændende bøger. Desuden har vi opbygget en rutine: hver aften går vi en tur på 1-2 timer inden solnedgang, hvor vi kobler fra og snakker dagen igennem. Vores lille fristad :)

Aftensmaden skal bare varmes, og består som regel af bønner, kigærter, ris, kartofler, bananer, avokado og kål, hver anden dag spædet op med lidt ged eller svin. Vi kan bestemt ikke klage.
Ind i mellem de faste måltider kan vi indtage uendelige mængder af kanelbrød, bananer, ananas, passionsfrugter og Maries yndlings: mere avokado… og lidt mere avokado.

Vi falder som regel døde om ved ni tiden. Hvis vi tager os virkelig sammen, så ser vi en film… Hvis der er nok batteri på computeren.

Ja det var så det. Og jo, vi har det rigtig godt. Vi har talt meget om, at dette sted må være det smukkeste vi nogensinde har set. Vi forbavses hver gang vi åbner øjnene. Wow!
Så se på de smukke billeder http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi1

som Marie har taget og forstil jer 25 grader, høj sol og en tordenbyge af den største kaliber i ny og næ.

Kærlig hilsen Marie & Sarah

Vel ankommet til Verdens begyndelse!!

Så er vi kommet frem til Bwindi efter 12 timers bustur, uden tissepauser,eventyrligt smukt landskab. Vores dag starede kl 5.00 i morges, vi blev hentet på vores hostel kl 5.30 og ankom som de første passagere til bussen på busstationen i Kampala. kl 7.30 var bussen fuld=afgang. De første 5 timer havde vi fornøjelsen af asfaldterede veje derefter gik vi over til grus og til sidst jord. Turen havde en mindre afbrydelse! Bussen kørte et sted en smule yderligt og var ved at tippe ud i en banan plantage. Det ene for hjul gled ned i et dybt hul hvilket resulterede i at det modsatte baghjul svævede over jorden... Alle mand ud! Efter en halv times tid var bussen på vejen igen, uden at have været en tur i den nærlæggende banan plantage.

Vi ankom her til Bwindi kl ca 20 efter en lang og utrolig smuk tur gennem Uganda. Der er vidunderligt frodigt, grønt så langt øjet rækker og banan palmer i massevis.

Det var rigtig dejligt at komme frem til Hospitalet. Vi er nu i gæstehuset hvor vi skal bo de næste 3 måneder. Her er en rigtig dejlig stemning, vi har fået vores første måltid her og hilst på dele af personalet der også bor her.
I morgen skal vi til bryllup.... det bliver meget spændende.

God nat - vi er meget trætte.

Kærligst
Sarah og Marie

Endnu flere billeder

Hej venner!

Marie har oploadet alle sine billeder, http://picasaweb.google.co.uk/mariececilie.brandt/KampalaUganda

I morgen drager vi med det offentlige mod Bwindi. Og forhaabentligt naar vi frem til hospitalet sent fredag aften. Meen, man skal ikke regne med noget, African time.

Saa snart vi kan, vil give lyd her paa bloggen. Tiden kommer nok til at flyve, med patienter, nye kolleger og vores HIV projekt.

Kaerligst
Marie & Sarah

Forkert link!

Proev i stedet dette link for at se et udsnit af vores raftingtur.

http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/WildWhiteWaterRaftingOnVictoriaNileUganda

Sarah

Flere billeder fra eventyret paa Nilen!

http://picasaweb.google.co.uk/home

Roedt Nilvand

Kaere Alle.
En historie fra de varme lande.

Loerdag var Marie og jeg en tur i Jinja for at Whitewaterrafte paa Nilen
Udstyret med hjelm og redningsveste meldte vi os til den vilde baad. Det var spaendende!
Dagen startede tidligt, kl 06.30 med 4 kiks og en kop filterkaffe fra Mt. Kenya – jum jum. Adrifts helt egne futbil hentede os den indeholdt guide, chaffoer skraldesaeder. Og to store danskere! Og en canadier.

Senere kom der en masse amerikanere, flere canadiere, to norske svende, en Wales nisse og to meget dimsede autralske toesepigeboern.... En udemaerket cocktail til raftring – specielt Norge og Canada var en kapacitet, vi andre mere en byrde! De kunne ved egen kraft komme op i gummibaaden, naar man var faldet ud!!! Og ud faldt man, det havde jeg ikke forventet.

Efter en times forberedelse og komandotraening (”DOOOWN” = kast dig ned i bunden af baaden, hold alt hvad du kan fast i rebet rundt om baaden, i din paddel og forsoeg at blive i baaden) begyndte vores tur ned at ”the source of the Nile”.

De foerste par fald var kategori 3 og 4, og det var spass! Sug i maven og boelger kastende vand ind over baaden, yes saa koerte det. Det viste sig dog hurtigt at vores raftingtur ville byde paa meget vildere fald...

THE BIG ONE. 500 meter langt, kategori 5+.... Uhh ha, I kan tro at adrenalinen for rundt i vores kroppe. Naa, men vores guide intruerede os i hvad vi skulle goere, hvis vi ”flippede”, - swim left, feet first!

Og saa afsted, vi moedte de foerste boelger, 50 % roeg ud af baaden. Dernaest kom vi op at surfe paa en boelge, og SMAK saa flippede vi! Jeg har ikke selv set videoen (den koster 45 $!!) af vores Crazy Flip, men jeg talte med the Walesman og han fortalte, at man kan se en lyshaaret pige, han var sikker paa det var Uffe-drengen her, haenge under baaden som svaever i luften med bunden opad, og lige inden jeg rammer vandet, tager en dyb indaanding, og saa, under vand!! Flippet var til sidst i the Highlights i zoomversion, uhh det lyder vildt!

Turen under vandets overflade foeltes som minutter, men jeg tro den tog 10 sek, og da stroemmen endelig tog mig op, kom Mega Lorte Boelgen og mine lunger fyldtes igen med roedt Nilvand.... Spasserboelge! Med foedderne forrest kom jeg ud af boelgehelvede, og pludselig kom en af de 10 mega dygtige kajakfyre og redde mig! Tak, og saa luft!

Ja, resten af turen boed paa flere kat. 4 og til sidst Fifty/Fifty (odds for flipping), og vi klarede os uden at flippe, dog tabte vi en af de skroebelige aus-toeser undervejs, men jeg mistaenker hende for, at falde ud med vilje. Rygtet var, at hun og hendes veninde havde flirtet med den sejeste af kajakfyrene, Jeremy, og sjovt nok blev at reddet op af vandet af ham... Toeser.
7 timer, roede som de friskeste krebs til Krebsegildet, uden snaps, men med kolde Nile-beers i haanden bumlede vi meget traette hjem i bussen mod Kampala. I styrt oesende regnvejr, saa den roede mudder floeg omkring bussen. Sikke en dag!

Jeg vil proeve at oploade billeder fra turen, men de skal lige koebes.
Haaber at alt er godt hjemme, vi kan ikke vente til det bliver fredag og til vi naar Bwindi. Kampala er en fuldstaendig latterlig travl og hektisk by!

Kaerligst Marie & Sarah

Aber og Advokadoer

Vi har en hus-abe!!!!!! Eller rettere sagt vores hostel har en lille abe der holder til op taget af en af bygningerne. Den er en smule fed saa den lever nok godt af gaesternes rester. - det kunne ogsaa vaere at den er gravid, saa godt kender jeg den endnu ikke.

Igaar bedrog vi os ud pa en gaa tur ind til centrum. det tog os ca en time. Vi saa en hel del som man af gode grunde ikke ligger maerke til naar man sidder bag paa en boda boda og klamre sig til foereren. Paa vejen ind gik vi igennem den nye taxi park samt busstationen hvilket virkelig var et stort KAOS. Hundredevis af bodaboda'ere, taxier, minibusser mennesker der saelger alt muligt. Men det vender man sig vel til.... Overraskende nok er folks attitude helt anderledes end hvad jeg oplvede i Indien. De acceptere et nej, det var ofte en laenge process i Indien. Man gaar ogsaa lid mere i fred paa gaden....
Efter at have overlevet skattejagten gennem bus/taxi/bodaboda/menneske maengderne kom vi ind til centrum, var paa 1000 cups coffee house og drak rigtig godt ugandisk kaffe....... I en bodum kande eller hvertfald en rigtig god kopi......

Totalt smadrede efter dagens strabasser kom vi hjem, tog et meget velfortjent bad og fik noget mad.

Jeg fik bl.a. en meget velsmagende advokado fra traeet lige uden for varandaen...... Ahhh Takket vaere Jacob ved jeg nu at det er advokadoer og at advokadoer vokser paa traeer.....Der er ogsaa et trae paa stien ud til vejen som har nogle meget mystiske meget store frugter.... det ligner lidt nogle meloner men saa alligevel ikke for de har en overflade der ser lidt bloed ud. Jeg maa tage et billede og spoerge nogle der boer vide det....

Det var vidst alt for denne gang Sarah skriver nok ogsaa lidt senere.

Kaerligst
Marie

Saa er der billeder fra Uganda

Hej Alle!
Vi linker lige til picasa: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNoOne
Vi var en tur i Kampala Down Town i gaar. Det var spaendende! Og vi tog lidt billeder.

MOES
Marie & Sarah

Uganda Mor hilser

Saa kom jeg her til: Jeg har det godt og jeg er i Uganda!!

Marie har skrevet et laangt indlaag. Laes dette.

Vel ankommet til Kampala!

Saa ankom vi, ca 13 timer forsinket.
flyveturen fra Koebenhavn til London var helt planmaessig og ligeledes afgangen fra London mod Nairobi mandag aften. Flyet var ganske tomt ca 45-50 passagere ialt saa der var fri leg og vi sov begge paa en lang raekke saeder. Maden ombord var overraskende god.

Indflyningen til Nairobi var utrolig smuk, solopgang og toppen af Mt. Kenya der kiggede opover skydaekket. (Uploader billeder inden laenge-har glemt kablet paa vores hostel)
Paa grund af vores relative taette skift i Nairobi lufthavn, blev vi flytte op foran i Upper Class inden den formodede landing........ ca 45 min foer tid........troede vi.
Pga taage paa ladnings banen i Nairobi cirkulerede vi rundt over lufthavnen i ca 1time hvorefter Flyet blev noedsaget til at flyve til Mombassa (Kenyas store havneby) for at tanke og vendte paa bedre vejrforhold.

Alt ialt resulterede det i en forsinkelse paa 3 timer. At vi ikke naede vores planlagte fly, og at Virgin Atlantic checkkede os ind paa et rimeligt fornemt hotel i Kenya, betalte vores visas, og fuld forplejning....
Vi forlod Nairobi kl 22 i gaar aftes og ca en time senere landede vi i Entebbe.

Til vores store overraskelse stod der en flink mand med et skilt hvorpaa der stod Sarah og Marie..... han havde staaet der siden kl 9.40........

Naar nu loeber tiden snart ud saa jeg vil lige slutte af med lidt praktisk info.
Mobil numre de naeste fire maaneder.

Sarah +256 75 42 46 367
Marie + 256 75 42 46 313

Krammere herfra

Stadig på dansk grund... Lidt endnu

Venner!

Så er der ikke længe til, at Marie og jeg drager afsted, og vi har nærmest styr på det hele... Eller, jeg kan ikke finde på mere at foretage mig, i hvert fald ikke af den fornuftige slags!

Så hvis du sidder inde med et sidste tip, inden vi sidder i Junglen og ingenting kan gøre, så skriv det til os her på bloggen.

Og rejseplanen er som følger:

• 25. februar flyver vi mod Kampala, Uganda
• 7. marts ankommer vi til Bwindi
• 31. maj rejser vi mod Tanzania
• 23. juni hjemme i KBH

Der tages forbehold for trykfejl og ændringer.

Stor og mere Kærlighed fra Uganda Mor, Uffe, Bube og den Lille Monkey

Kære Alle

Forberedelserne til vores Afrika-tur er i fuld gang. Bloggen her vil vi undervejs opdatere med billeder og et par ord om tilværelsen i Bwindi.
Vi håber at I vil nyde at kigge med i vores rejsedagbog og se billeder fra vores eventyr nær ækvator.

God kigger!

Kærligst

Sarah og Marie