Kære venner
I går tog jeg af sted med 10 andre ansatte fra hospitalet på en Outreach. Formålene hermed var mange: HIV klinikken skulle ud og teste og uddele medicin til HIV patienter, Community skulle ud og undervise i Ernæring og i Familieplanlægning (dvs.: få ikke for mange børn! – brug beskyttelse), og Godfred og jeg skulle opspore en indlagt Tuberkulose patients familiemedlemmer.
Så vi satte retning mod Mpungu, godt 2 timers kørsel af utilgængelige veje, og et stykke igennem Bwindi National Park, mod sydøst.
Vores Land Rover var godt fyldt, men bumlede trygt af sted under kyndig styring af vores chauffør og mekaniker, Hussein (en god kombination, efter som vores biler har det med at brænde sammen i Ingenmandsland, med meget langt til det nærmeste Toyota værksted!).
Vi satte først HIV teamet af, dernæst stod Præst Sam og tandlæge Christine af og så var det Godfred og jeg samt Hussein, som kørte yderligere 40 minutter øst på.
Jeg indlagde i sidste uge en 34 årig meget syg kvinde, som hostede og hostede og var virkelig tynd. Og hun havde lunge-tuberkulose, og hun var ganske smitsom. Hun er nu i behandling og bedring med en forrygende ap
petit, men hun har været syg med hoste i mange måneder.
Så Godfred, hospitalets Tuberkulose mand, ville af sted og opspore hendes nærmeste familiemedlemmer og undersøge om de også var syge med Tuberkulose - og jeg var nu med ham på Tuberkulose Jagten.
Vi stoppede ved en lille række små hytter langs vejen, og spurgte efter kvindens familie? Hurtigt var 3 drenge på benene (min og Land Rovers tilstedeværelse vakte en hel del opmærksomhed - det var ikke noget problem at få skabt kontakt!) og vi fulgte dem langs en smal sti ud på en ensom ø midt i dalen. Vi gik forbi en ko med dens kalv, små lerhytter med bananblade som ly for regnen, en lille hårdt arbejdsom og vejrbidt æ
ldre dame og en flok får. Og på spidsen af øen fandt vi en gammel kvinde liggende foran en mørk lille hytte.
Landsbyens andre beboere var kommet til de to fremmede indtrængere og deriblandt også landsbyens overhoveder (2 ældre herrer).
Godfred begyndte at tale med kvinden. Hun var rigtig sløj. Hun fortalte, at hun havde hostet i mange måneder, siden sidste september, og at hun næsten intet orkede mere. Og så løftede hun et tæppe og viste os hendes barnebarn. Barnet var også sygt med hoste, og lå bare helt stille under hele vores besøg - fluer satte sig i barnets ansigt og hendes søster holdt dem væk - barnet selv lå bare og sov.
For at hjælpe dem måtte vi diskutere med de to ældre mænd - hvem kunne hjælpe dem til hospitalet? Herrerne fortalte, at damen ingen familie havde - hun havde mistet sine børn og sin mand, og der var ingen, som ville tage ansvar for hende. Nå, men hvad med kirken? Nej. Og desuden havde det nærmeste hospital ikke udstyr til at undersøge for tuberkulose eller medicin til at behandle.
Og vores bil ville blive fyldt op, så vi kunne ikke tage dem med os. En af herrerne fortalte, at han også hostede og havde nattesved - kunne vi ikke hjælpe ham?
Det var ret frustrerende bare at stå der blandt så fattige og syge mennesker uden at kunne hjælpe dem. Hvis de kunne komme til BCHC for at blive testet, så var behandlingen gratis og maden ligeså.
Godfred og jeg aftalte med overhovederne, at jeg ville komme tilbage på onsdag og hente kvinden og barnet, og at Godfred ville komme om en måned for at indsamle prøver fra alle med symptomer i landsbyen, og derefter komme de følgende måneder med behandling.
Vi gik tilbage til Land Roveren og kørte derfra, uden egentlig at gøre noget - andet end at håbe på at onsdag er tids nok.
Hos Præst Sam og tandlæge Christine var der travlhed, der stod ca. 40 mennesker og ventede på at få uddelt medicin mod div. sygdomme - og Godfred og jeg gik i gang med at pakke piller - og det var super skønt - at give dem noget, som forhåbentlig hjalp dem og som var gratis.
Da klokken var fem, var der ikke flere patienter at give piller, så vi kørte hjemad, hentede HIV teamet på halvvejen og nåede hospitalet klokken syv. Og jeg var helt udkørt af indtryk, Rutiga-snak og rasleturen.
I dag er Marie af sted med Community teamet. Og hun har sikkert også en masse at fortælle om.
Det er virkelig spændende at komme ud til de små isolerede landsbyer, men også hårdt, for folk lever med så lidt i mellem hænderne, i kulde og i sult. Forfærdeligt, fortvivlende og vildt frustrerende. Det er virkelig skræmmende.
Jeg kan ikke se mig selv overleve en uge i deres sted.
En stadig udmattet og overvældet Sarah
Så vi satte retning mod Mpungu, godt 2 timers kørsel af utilgængelige veje, og et stykke igennem Bwindi National Park, mod sydøst.
Vores Land Rover var godt fyldt, men bumlede trygt af sted under kyndig styring af vores chauffør og mekaniker, Hussein (en god kombination, efter som vores biler har det med at brænde sammen i Ingenmandsland, med meget langt til det nærmeste Toyota værksted!).
Vi satte først HIV teamet af, dernæst stod Præst Sam og tandlæge Christine af og så var det Godfred og jeg samt Hussein, som kørte yderligere 40 minutter øst på.
Jeg indlagde i sidste uge en 34 årig meget syg kvinde, som hostede og hostede og var virkelig tynd. Og hun havde lunge-tuberkulose, og hun var ganske smitsom. Hun er nu i behandling og bedring med en forrygende ap
petit, men hun har været syg med hoste i mange måneder.Så Godfred, hospitalets Tuberkulose mand, ville af sted og opspore hendes nærmeste familiemedlemmer og undersøge om de også var syge med Tuberkulose - og jeg var nu med ham på Tuberkulose Jagten.
Vi stoppede ved en lille række små hytter langs vejen, og spurgte efter kvindens familie? Hurtigt var 3 drenge på benene (min og Land Rovers tilstedeværelse vakte en hel del opmærksomhed - det var ikke noget problem at få skabt kontakt!) og vi fulgte dem langs en smal sti ud på en ensom ø midt i dalen. Vi gik forbi en ko med dens kalv, små lerhytter med bananblade som ly for regnen, en lille hårdt arbejdsom og vejrbidt æ
ldre dame og en flok får. Og på spidsen af øen fandt vi en gammel kvinde liggende foran en mørk lille hytte.Landsbyens andre beboere var kommet til de to fremmede indtrængere og deriblandt også landsbyens overhoveder (2 ældre herrer).
Godfred begyndte at tale med kvinden. Hun var rigtig sløj. Hun fortalte, at hun havde hostet i mange måneder, siden sidste september, og at hun næsten intet orkede mere. Og så løftede hun et tæppe og viste os hendes barnebarn. Barnet var også sygt med hoste, og lå bare helt stille under hele vores besøg - fluer satte sig i barnets ansigt og hendes søster holdt dem væk - barnet selv lå bare og sov.
For at hjælpe dem måtte vi diskutere med de to ældre mænd - hvem kunne hjælpe dem til hospitalet? Herrerne fortalte, at damen ingen familie havde - hun havde mistet sine børn og sin mand, og der var ingen, som ville tage ansvar for hende. Nå, men hvad med kirken? Nej. Og desuden havde det nærmeste hospital ikke udstyr til at undersøge for tuberkulose eller medicin til at behandle.
Og vores bil ville blive fyldt op, så vi kunne ikke tage dem med os. En af herrerne fortalte, at han også hostede og havde nattesved - kunne vi ikke hjælpe ham?
Det var ret frustrerende bare at stå der blandt så fattige og syge mennesker uden at kunne hjælpe dem. Hvis de kunne komme til BCHC for at blive testet, så var behandlingen gratis og maden ligeså.
Godfred og jeg aftalte med overhovederne, at jeg ville komme tilbage på onsdag og hente kvinden og barnet, og at Godfred ville komme om en måned for at indsamle prøver fra alle med symptomer i landsbyen, og derefter komme de følgende måneder med behandling.
Vi gik tilbage til Land Roveren og kørte derfra, uden egentlig at gøre noget - andet end at håbe på at onsdag er tids nok.
Hos Præst Sam og tandlæge Christine var der travlhed, der stod ca. 40 mennesker og ventede på at få uddelt medicin mod div. sygdomme - og Godfred og jeg gik i gang med at pakke piller - og det var super skønt - at give dem noget, som forhåbentlig hjalp dem og som var gratis.
Da klokken var fem, var der ikke flere patienter at give piller, så vi kørte hjemad, hentede HIV teamet på halvvejen og nåede hospitalet klokken syv. Og jeg var helt udkørt af indtryk, Rutiga-snak og rasleturen.
I dag er Marie af sted med Community teamet. Og hun har sikkert også en masse at fortælle om.
Det er virkelig spændende at komme ud til de små isolerede landsbyer, men også hårdt, for folk lever med så lidt i mellem hænderne, i kulde og i sult. Forfærdeligt, fortvivlende og vildt frustrerende. Det er virkelig skræmmende.
Jeg kan ikke se mig selv overleve en uge i deres sted.
En stadig udmattet og overvældet Sarah
3 kommentarer:
Hold da op, Uffe. Det lyder helt vildt. Jeg kan godt forstå, at det må virke overvældende (og en anelse håbløst) at befinde sig i din situation, men hvor er det alligevel fedt at vide, at man trods alt kan gøre noget...
Det sætter tingene lidt i perspektiv kunne jeg forestille mig - at tænke på hvor priviligerede vi trods alt er, selvom pressen og befolkningen alligevel brokker sig over hospitalsstandarder og ventelister.
Keep up the good work - synes sgu det er imponerende og er ikke sikker på jeg selv ville have modet til det.
Mange knus og kram herfra
Em
Hej Skat!
Jeg er så skide stolt over dig og det du gør!
Jeg glæder mig til vi snakkes på søndag!
Elsker dig!
Hej!!
Kom lige til og blive helt fanget og rørt af alt det I har skrevet. Har ikke været inde og læse siden påskeferien. Man får jo lyst til at tage af sted igen med det samme! I er virkelig seje og det lyder til at I bliver rigtige tropemedicinere! Og omgivelserne ser utrolig smukke ud! Pas nu godt på hindanden. Jeg skal hjem til Anne-Sophie og fødselsdags-drinks nu. KNUS
Send en kommentar