Et Batwa Kirke Bryllup

Hej alle I kære

Så kom jeg til mit første afrikanske bryllup! Og mit første kirkebesøg var det til og med. Rimeligt godt klaret, havde selv forventet at blive slæbt med til alverdens gudstjenester, men tak mig selv, det er jeg kommet uden om!

Batwa gruppen, som har kontor i Gæstehuset og er startet af Dr. Scott, var meget spændte på gårsdagens STORE begivenhed.
Gruppen består af mere eller mindre religiøse mennesker, varierende fra fotograf Steve som er ganske moderat religiøs til antropolog Kantina, som jeg uden tvivl i stemmen vil kalde fanatisk missionær. Derudover arbejder Dr. Scott, Richard og Levy i gruppen. De to sidstnævnte ugandere.
Batwa gruppen har eksisteret siden 1991 og er startet af en kirke i Texas, USA, og har stadig størsteparten af sine økonomiske støtter fra sådanne kredse (fra kristne amerikanere med gysserne i orden).

Altså, jeg havde doneret lidt klejner til dette bryllup, og tænkte at jeg jo på et eller andet tidspunkt skulle opleve kirken og al det sociale liv omkring søndagskirkebesøg, og tog med Batwa gruppen til Batwa Kirke Bryllup (det første af slagsen her i området).

Batwa er i øvrigt den oprindelige befolkning her i området, Katina mener hele Verdens (!) oprindelige, forfædre. De er pygmæer og de levede i Regnskoven, indtil den blev gjort til Nationalpark i 1991 og de blev forvist ud af skoven, og ikke givet noget andet land til gengæld.

Godt så. Når man er muzungu (hvid) så er man per definition æresgæst, og op foran med mig. Og her kunne jeg så sidde til åbent skue foran 200 meget nysgerrige kirkegængere. Ikke noget med at gabe eller tage sig en skraber. Sid ret, og be når de si´r be!

Efter 6 døbelser i kirkevand kom vi til brylluppet. Hold fast. Brudgommen kom ind med bedstemanden ved sin side, godt nervøs, og begge så ganske utilpasse ud i deres jakkesæt, som jeg tror de havde fået forbyttet. Og den kommende mand, som jo altså er pygmæ og derfor lavere end gennemsnittet, var blevet påduttet et bare 5 cm Fishbone sko fra midt 90´erne, som gjorde at han stadig var lavere end gennemsnittet, men nu var ved at falde over sine egne ben.

Og folk i kirken, som ikke var Batwa, var ganske godt underholdt. Det virkede meget respektløst på mig. Folk grinte og pegede. Godt det ikke var mig.

Bruden havde fået en ordentlig balkjole på (selvfølgelig for lang) og brudepiger var der også.

De blev gift og ægteskabsløftet skrevet/fingertrykt under, og så blev der ellers spyttet i kirkebøssen. Der blev doneret ananaser, sukkerrør, roer, bananer og andet godt, samt mønter. Og alle afgrøderne blev solgt ved auktion og herved omsat til penge.

Kirkebesøget tog 4 lange stive timer, men det blev gjort noget mere behageligt af al den smukke musik og sang, dansen og klappen som opstod med jævne mellemrum.

Efter kirken var der fest under bananpalmeblade, confetti og toiletpapir og Gino, vores ene kok, havde lavet en Bryllupskage med Neonblå påskrift: "Godfrey weds Evelyn". Kagen var god og alle sangene smukke. Talerne derimod var lange. Og som Æresgæst skulle jeg også sige et ord til de nygifte (nemt nemt, her kommer jeg, kender dem ikke, har aldrig mødt dem før og synes at det hele er mærkeligt). Jeg havde lidt betænkningstid, og da jeg i bund og grund synes at dette bryllup var noget mærkeligt noget, så ønskede jeg dem tillykke med ægteskabet og sagde ordet:

RESPEKT

1) Respekt er fundamentalt i et forhold
2) Respekt fordi de turde stille sig op i kirken og møde alle de fordomme der er imod dem
3) Og respekt i protest, fordi jeg ikke synes, at de amerikanske missionærer respekterer Batwa folkets traditioner. Men jeg sagde ikke andet end respekt, og det lod til at ingen fattede meningen med det, hvilket resulterede i et par sekunders stilhed.

Men dagen var skøn. Jeg oplevede for første gang hvordan Batwa folket lever og bor, og jeg var meget rørt over hvordan de lever sammen. De er meget kærlige i deres forhold, og det var rart at se en far lege med sit barn. Det har jeg ikke set før i de 2 måneder, jeg har været i Bwindi.

Jeg glæder mig til at se jer alle igen, 3 uger tilbage på hospitalet, og så 3 ugers rejse og ferie, og så, ja så er jeg hjemme. Det føles ikke som så lang tid.

Pas på hinanden og nyd livet. Kærlighed fra Uffe-drengen.
Sarah

Flere billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo19?authkey=Skc1lASGH2o