Kære alle.
Så er der nyt fra grænselandet mellem Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. Nærmere bestemt: Buhoma.
Det er søndag aften, ugens eneste fridag. Vi har i dag slappet en del, dog har vi præsteret en 2 timers gåtur.
Der er uendeligt meget at fortælle fra de seneste 10 dages oplevelser på hospitalet. Hvor skal vi begynde?
Om morgenen klokken syv vækkes vi af syngende og trommende skolebørn fra Buhomas Primary School, 20 meter fra huset. Smukt og behageligt, sammenlignet med den ellers så enerverende BIBBIBBIB BIBBIBBIB fra Nokiamobilen. Morgenmaden serveres af kokken Gino eller kokken Susan og kaffen nydes i ro og mag, inden vi et par minutter i otte kaster os ned af skråningen til fælles morgen-sang og –bøn med resten af hospitalets personale og enkelte af patienterne og deres pårørende. Morgensamlingen er også stedet hvor diverse infos gives, samt samlingspunktet for sociale håndtegn.
Derefter begynder dagens arbejde. I denne uge har vi gået stuegang på hver vores afdeling (Marie på Voksen afd, Sarah på Børne afd.), som i denne uge har været superviseret af Hr. Doktor Scott.
Doc. Scott er i øvrigt stifter af hospitalet, og en utrolig energisk, talende og flink mand. Han stiller mange spørgsmål og store krav, til tider uden at vi får et endeligt svar (måske fordi der i mange af patienternes tilfælde ikke eksisterer et endeligt svar), dog er det meget lærerigt, og vi har allerede udviklet et godt og respektfuldt samarbejde med Scott.
Klokken halv elleve er der the, og hvis vi er heldige chapati i personale stuen, hvor der altid hygges!
Stuegangen fortsætter indtil frokost mellem 13-14 og derefter har vi som regel et par tusinde hængepartier fra formiddagen, og slutter, godt udmattede, dagen klokken fire/fem/seks stykker.
Hvis v
i har tid til det, er det en fornøjelse at gå forbi børneafdelingen omkring klokken fire, hvor Mor Alice synger, trommer, danser og leger med de indlagte børn, deres søskende og mødre. Alice står, for os begge, som en fantastisk kvinde. Hun er ansat til at tage specielt vare om de underernærede børn, uddanne mødrene i at lave ernærende mad, samt at lege med og stimulere børnene. Hun er tyve og fra nabolandsbyen, men bor ganske tæt på hospitalet. Hun tjener intet (300 Dkr/mdr), men er altid smilende, snakkesaglig, arbejdsom og kærlig.
Vi kunne fortælle flere historier om nogle af de mange inspirerende mennesker vi har mødt allerede efter blot én uge, - de vil komme med tiden. Vi må jo begrænse os lidt!
Aftenerne har vi brugt på at læse en del faglitteratur (Scotts spørgs
mål skal jo besvares) og vores hjem bugner med spændende bøger. Desuden har vi opbygget en rutine: hver aften går vi en tur på 1-2 timer inden solnedgang, hvor vi kobler fra og snakker dagen igennem. Vores lille fristad :)
Aftensmaden skal bare varmes, og består som regel af bønner, kigærter, ris, kartofler, bananer, avokado og kål, hver anden dag spædet op med lidt ged eller svin. Vi kan bestemt ikke klage.
Ind i mellem de faste måltider kan vi indtage uendelige mængder af kanelbrød, bananer, ananas, passionsfrugter og Maries yndlings: mere avokado… og lidt mere avokado.
Vi falder som regel døde om ved ni tiden. Hvis vi tager os virkelig sammen, så ser vi en film… Hvis der er nok batteri på computeren.
Ja det var så det. Og jo, vi har det rigtig godt. Vi har talt meget om, at dette sted må være det smukkeste vi nogensinde har set. Vi forbavses hver gang vi åbner øjnene. Wow!
Så se på de smukke billeder http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi1
Så er der nyt fra grænselandet mellem Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. Nærmere bestemt: Buhoma.
Det er søndag aften, ugens eneste fridag. Vi har i dag slappet en del, dog har vi præsteret en 2 timers gåtur.
Der er uendeligt meget at fortælle fra de seneste 10 dages oplevelser på hospitalet. Hvor skal vi begynde?
Om morgenen klokken syv vækkes vi af syngende og trommende skolebørn fra Buhomas Primary School, 20 meter fra huset. Smukt og behageligt, sammenlignet med den ellers så enerverende BIBBIBBIB BIBBIBBIB fra Nokiamobilen. Morgenmaden serveres af kokken Gino eller kokken Susan og kaffen nydes i ro og mag, inden vi et par minutter i otte kaster os ned af skråningen til fælles morgen-sang og –bøn med resten af hospitalets personale og enkelte af patienterne og deres pårørende. Morgensamlingen er også stedet hvor diverse infos gives, samt samlingspunktet for sociale håndtegn.
Derefter begynder dagens arbejde. I denne uge har vi gået stuegang på hver vores afdeling (Marie på Voksen afd, Sarah på Børne afd.), som i denne uge har været superviseret af Hr. Doktor Scott.
Doc. Scott er i øvrigt stifter af hospitalet, og en utrolig energisk, talende og flink mand. Han stiller mange spørgsmål og store krav, til tider uden at vi får et endeligt svar (måske fordi der i mange af patienternes tilfælde ikke eksisterer et endeligt svar), dog er det meget lærerigt, og vi har allerede udviklet et godt og respektfuldt samarbejde med Scott.
Klokken halv elleve er der the, og hvis vi er heldige chapati i personale stuen, hvor der altid hygges!
Stuegangen fortsætter indtil frokost mellem 13-14 og derefter har vi som regel et par tusinde hængepartier fra formiddagen, og slutter, godt udmattede, dagen klokken fire/fem/seks stykker.
Hvis v
i har tid til det, er det en fornøjelse at gå forbi børneafdelingen omkring klokken fire, hvor Mor Alice synger, trommer, danser og leger med de indlagte børn, deres søskende og mødre. Alice står, for os begge, som en fantastisk kvinde. Hun er ansat til at tage specielt vare om de underernærede børn, uddanne mødrene i at lave ernærende mad, samt at lege med og stimulere børnene. Hun er tyve og fra nabolandsbyen, men bor ganske tæt på hospitalet. Hun tjener intet (300 Dkr/mdr), men er altid smilende, snakkesaglig, arbejdsom og kærlig.Vi kunne fortælle flere historier om nogle af de mange inspirerende mennesker vi har mødt allerede efter blot én uge, - de vil komme med tiden. Vi må jo begrænse os lidt!
Aftenerne har vi brugt på at læse en del faglitteratur (Scotts spørgs
mål skal jo besvares) og vores hjem bugner med spændende bøger. Desuden har vi opbygget en rutine: hver aften går vi en tur på 1-2 timer inden solnedgang, hvor vi kobler fra og snakker dagen igennem. Vores lille fristad :)Aftensmaden skal bare varmes, og består som regel af bønner, kigærter, ris, kartofler, bananer, avokado og kål, hver anden dag spædet op med lidt ged eller svin. Vi kan bestemt ikke klage.
Ind i mellem de faste måltider kan vi indtage uendelige mængder af kanelbrød, bananer, ananas, passionsfrugter og Maries yndlings: mere avokado… og lidt mere avokado.
Vi falder som regel døde om ved ni tiden. Hvis vi tager os virkelig sammen, så ser vi en film… Hvis der er nok batteri på computeren.
Ja det var så det. Og jo, vi har det rigtig godt. Vi har talt meget om, at dette sted må være det smukkeste vi nogensinde har set. Vi forbavses hver gang vi åbner øjnene. Wow!
Så se på de smukke billeder http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi1
som Marie har taget og forstil jer 25 grader, høj sol og en tordenbyge af den største kaliber i ny og næ.
Kærlig hilsen Marie & Sarah
1 kommentar:
Hej...
Hold op hvor lyder det spændende - og efter at have kigget på billederne føler jeg mig helt henført til en ulandskalender; I er jo midt i det hele og i stand til at hjælpe. Meget fantastisk. Håber I nyder det hele og får en masse ud af opholdet.
Glæder mig til at læse mere og stemmer i med Mads: Hvad er chapati? (Er det bare sådan en cliffhanger I har fundet på så I er sikre på at vi hopper herind for at tjekke om I har svaret??)
Knus og Kram
Em
Send en kommentar