Søde Børn, det er de!

Kære alle hvor end I er


Jeg sidder her i Bwindi i Gæstehuset. Alene og ene.
Marie er taget til Kampala for et par dage siden, og i dag har hun så hentet Jacob i lufthavnen. De kommer her til i løbet af ugen, og så skal der turistes og spises god mad i flere af de dyre Americaner-camps.

Jeg har været af sted med Godfrey (min TB medeventyrer) og Reverend Sam på Community Outreach og undervist det 4. hold Village Health Promoters fra Bujengwe Parish i dag.

Det gik fint fint, spørgeskemaet blev gennemgået, og der blev stillet spørgsmål og så uddelt skemaer, ti styks til hver VHP´er.
Da vi ankom, var der også dukket en familie op med en 3-5 årig pige. Hun så ret sløj ud, både Sam og jeg tænkte ”Nifritisk Syndrom!”, og vi besluttede, at tage hende med os i hjem.

Og det gik da også fint, der var nogenlunde plads i bilen. Og som den babyglade pige jeg er, så tilbød jeg selvfølgelig, at holde den lille 1½ årige skønne, skønne baby, mens mor havde den syge pige på skødet, og den 7 årige sad i bagagerummet med al bagagen.

Og den lille pige var helt vildt dejlig! Blød og græd kun lidt, da hun kom til Uffen, og så, så accepterede hun det. Ahh, hun ligefrem nød det!
Efter en 10 minutters kørsel, ja så skete det, at den lille bløde, smukke, varme pige faldt i søvn. Og selvom vi besteg utallige mega kampesten på vejen, så sov hun.

Ihh, hvor det var skønt. Her sad jeg med den fineste bebs, og hun sov. Og så kom tanken til mig. Hvor mange babyer har jeg set med Pampers på rumpetten?? 4 måske 7... Og var dette lille vidunder mon en del af det heldige selskab? Jeg havde min tvivl... Og da vi ankom til hospitalet, fik jeg svaret. Nej, det var hun ikke. Se, ned af benene mine, var der vådt. Og det lugtede ikke af violer.

Tal om, at det med at lade vandet i buksen kun varme for en stund, og så bliver det en ringe varmekildeinvestering!! Her var tale om, at min blære stadig var fuld, og den lille Spillopmager havde haft al fornøjelsen!

Men det var nu altså stadig en dejlig oplevelse (har været i bad!). Nu skal jeg ha´ kigget på hendes storesøster i morgen.

Og jeg havde endnu en dejlig baby-dag i torsdags, Vaccinationsdag. Havde fornøjelsen af at veje 20-40 skønne ½-1½ årige dejlige og raske unger. Og efter at have krammet dem, ja så kom jeg med nålen, og vaccinen fik de, lige i lamsebamselåret eller overarmsdelen! Og så var jeg for en kort stund ganske upopulær. Det gik dog hurtigt over, Mors bryst kan trøste selv det mest forfærdede og hysteriske barn!

Der er nu 7 dage til, at vi forlader hospitalet. Og det er mærkeligt og sørgeligt. Så er 3 måneder gået. Jeg føler mig ganske godt tilpas her, og stedets virke og fremtid betyder noget for mig. Og menneskerne som arbejder her. Afsked er aldrig sjovt, ikke min yndlings. Dog holder jeg mig for øje, at med afsked kommer gensyn, og det GLÆDER jeg mig til!

Planen for vores videre rejse er følgende:
1. juni farvel til Bwindi, med bus øst på til Viktoria Søen: Marie, Jacob og Sarah På Farten.
2.-4. juni mere buskørsel, kører over grænsen til Tanzania og tager en færge over Viktoria Søen til byen Mwanza. Med endnu mere bus øst på mod Kilimanjaro via Nairobi.
5.-11. juni Ekspidition Kilimanjaro, David har slået sig til os.
12.-16. juni 4 i flok på safari i åben 4x4 :)
17.-22. juni Zanzibar lokker med strand og kolde øls/drinks

- og så blev det den 23. juni klokken 19.45, stedet var Kastrup Lufthavn, og vi kom hjem.

Ja, så er det jo bare om at tage af sted og sige ordentligt farvel til stedet her. Det har virkelig levet op til alle mine forventninger! Og mere end det, man kan ikke forestille sig livet her hjemmefra!

Stor kærlighed med smæk på

Sarah

Blandede billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo20?authkey=ivNNqvM-qgk

Et Batwa Kirke Bryllup

Hej alle I kære

Så kom jeg til mit første afrikanske bryllup! Og mit første kirkebesøg var det til og med. Rimeligt godt klaret, havde selv forventet at blive slæbt med til alverdens gudstjenester, men tak mig selv, det er jeg kommet uden om!

Batwa gruppen, som har kontor i Gæstehuset og er startet af Dr. Scott, var meget spændte på gårsdagens STORE begivenhed.
Gruppen består af mere eller mindre religiøse mennesker, varierende fra fotograf Steve som er ganske moderat religiøs til antropolog Kantina, som jeg uden tvivl i stemmen vil kalde fanatisk missionær. Derudover arbejder Dr. Scott, Richard og Levy i gruppen. De to sidstnævnte ugandere.
Batwa gruppen har eksisteret siden 1991 og er startet af en kirke i Texas, USA, og har stadig størsteparten af sine økonomiske støtter fra sådanne kredse (fra kristne amerikanere med gysserne i orden).

Altså, jeg havde doneret lidt klejner til dette bryllup, og tænkte at jeg jo på et eller andet tidspunkt skulle opleve kirken og al det sociale liv omkring søndagskirkebesøg, og tog med Batwa gruppen til Batwa Kirke Bryllup (det første af slagsen her i området).

Batwa er i øvrigt den oprindelige befolkning her i området, Katina mener hele Verdens (!) oprindelige, forfædre. De er pygmæer og de levede i Regnskoven, indtil den blev gjort til Nationalpark i 1991 og de blev forvist ud af skoven, og ikke givet noget andet land til gengæld.

Godt så. Når man er muzungu (hvid) så er man per definition æresgæst, og op foran med mig. Og her kunne jeg så sidde til åbent skue foran 200 meget nysgerrige kirkegængere. Ikke noget med at gabe eller tage sig en skraber. Sid ret, og be når de si´r be!

Efter 6 døbelser i kirkevand kom vi til brylluppet. Hold fast. Brudgommen kom ind med bedstemanden ved sin side, godt nervøs, og begge så ganske utilpasse ud i deres jakkesæt, som jeg tror de havde fået forbyttet. Og den kommende mand, som jo altså er pygmæ og derfor lavere end gennemsnittet, var blevet påduttet et bare 5 cm Fishbone sko fra midt 90´erne, som gjorde at han stadig var lavere end gennemsnittet, men nu var ved at falde over sine egne ben.

Og folk i kirken, som ikke var Batwa, var ganske godt underholdt. Det virkede meget respektløst på mig. Folk grinte og pegede. Godt det ikke var mig.

Bruden havde fået en ordentlig balkjole på (selvfølgelig for lang) og brudepiger var der også.

De blev gift og ægteskabsløftet skrevet/fingertrykt under, og så blev der ellers spyttet i kirkebøssen. Der blev doneret ananaser, sukkerrør, roer, bananer og andet godt, samt mønter. Og alle afgrøderne blev solgt ved auktion og herved omsat til penge.

Kirkebesøget tog 4 lange stive timer, men det blev gjort noget mere behageligt af al den smukke musik og sang, dansen og klappen som opstod med jævne mellemrum.

Efter kirken var der fest under bananpalmeblade, confetti og toiletpapir og Gino, vores ene kok, havde lavet en Bryllupskage med Neonblå påskrift: "Godfrey weds Evelyn". Kagen var god og alle sangene smukke. Talerne derimod var lange. Og som Æresgæst skulle jeg også sige et ord til de nygifte (nemt nemt, her kommer jeg, kender dem ikke, har aldrig mødt dem før og synes at det hele er mærkeligt). Jeg havde lidt betænkningstid, og da jeg i bund og grund synes at dette bryllup var noget mærkeligt noget, så ønskede jeg dem tillykke med ægteskabet og sagde ordet:

RESPEKT

1) Respekt er fundamentalt i et forhold
2) Respekt fordi de turde stille sig op i kirken og møde alle de fordomme der er imod dem
3) Og respekt i protest, fordi jeg ikke synes, at de amerikanske missionærer respekterer Batwa folkets traditioner. Men jeg sagde ikke andet end respekt, og det lod til at ingen fattede meningen med det, hvilket resulterede i et par sekunders stilhed.

Men dagen var skøn. Jeg oplevede for første gang hvordan Batwa folket lever og bor, og jeg var meget rørt over hvordan de lever sammen. De er meget kærlige i deres forhold, og det var rart at se en far lege med sit barn. Det har jeg ikke set før i de 2 måneder, jeg har været i Bwindi.

Jeg glæder mig til at se jer alle igen, 3 uger tilbage på hospitalet, og så 3 ugers rejse og ferie, og så, ja så er jeg hjemme. Det føles ikke som så lang tid.

Pas på hinanden og nyd livet. Kærlighed fra Uffe-drengen.
Sarah

Flere billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo19?authkey=Skc1lASGH2o

Til alle jer derude!

Sommerens og solens kommen, Steves housewarming, Scotts farvel, Maries fars fødselsdag, Public Holliday in Uganda og ikke mindst de røde faner blev fejret i stor stil d. 1. maj.
Vi lagde ud med at lave en god 1. maj-brunch, efterfulgt af kolde Congo-øl og hjemmelavet guacomole på Bwindi View campsite. Steve havde lagt ud med at invitere ca 40 mennesker, Scott supplerede med på dagen at invitere al hospitalets personale, ca 75 yderligere gæster…. Der var lagt op til stor fest. Suzan og Gino var helt oppe det røde felt i køkkenet, og helt mirakuløst fik de tilberedt mad til alle. Vi gjorde vores og tog cyklerne til den lokale grønsags have (GNO projekt), og lavede en salat til gæsterne.
Som aftenen skred frem kom der mere og mere gang i den, der var vrikkende hofter og hoppende bryster i gæstehusets have. Trods en enormt god stemning og promiller i blodet, sluttede festen tidligt ….. dvs kl ca 22.

Heldigvis havde Steve været forudseende og gemt et par kasser øl til dem der holde af at feste til længere. Vi blev oppe endnu et par timer, drak øl, spiste popcorn og snakkede……. Dagen efter stod den på tømmermænd og kolde ”club sodas”. Sarah døjer endnu med myllerbæ….

Krams
Sarah og Marie

Der er flere billeder fra fest og andet godt på picasa: http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi4?authkey=YAWe8rtSgeA

G O D 1. M A J

Vi vil fejre det ligeså, dog under lidt andre end de vanlige Fælledparksforhold. Nu i en Banda!

Jungle Reglementet

25 år og uendelig meget klogere. Skarp som en machete kan jeg berette om Alverdens Visdom. Ikke så meget som en konsekvens af at kunne skrive et højere tal på CV´et, men mere fordi jeg i lørdags havde et møde med et særligt væsen.



















Ikke Vortesvinet, næ nej nej, men et mig noget nærmere stående dyr. Og eftersom nogle kender mig som den Lille Monkey, ja så har I nok regnet ud, at der her er tale om Gorillaen, Bjerggorillaen.

Aldrig før har jeg brugt en månedsløn så fornuftigt og så hurtigt.
Sammen med Eva, den amerikanske medicinstuderende, stod jeg op tidligt om morgenen for at være ved Bwindi Impenetrable Forests port klokken åse. De turister, som når her ud til Bwindi har, for størstedelens vedkommende, dollarsedlerne struttende ud af røven, og sidder derfor godt i det.
Så vi havde lidt satset på, at en af disse rige gæster var faldet om med Rødvinssyge, så vi kunne købe deres adgangstilladelser, billigere. Men det skete ikke, Rødvinsniveauet har ikke været tilstrækkeligt, og vi hostede op med gyserne.


Der var pladser til os i Mubare gruppen - 9 styks gorillaer inklusiv en bebs - og deres Silverback havde kaldenavnet - Den Søvnige. En god ting, eftersom han ikke gider hverken flytte sig eller angribe, men æde og sove. Optimalt for fotografiliderlige turister = os.
Gruppen er desuden den ældste gruppe af de tre. som lever i Bwindi Regnskov. De har set os komme forbi siden 1993.

Vores slæng bestod af en fransktalende Franskmand Eric, Obed meget smooth guide, to soldater og to spejdere, som løb i forvejen og lokaliserede flokken.

I Erics Landrover blev vi kørt tilbage til hospitalets område, sat af og så kunne vi ellers bevæge os af sted mod Junglen. Det krævede så at jeg slæbte mig op ad en 90 % stigning i 1½ time, tosset spillemand, jeg var træt i lårbasserne bagefter. Men vi kom op ad bjerget, som The Fellowship of the Ring med lange gangstave, og ind i Regnskoven. Grænsen til nationalparken var tydelig markeret, en 30 cm bred stig. Intet hegn, ingenting.

Regnskoven var fantastisk! Jeg har lige afsluttet Kiplings The Jungle Book, og kan konkludere, at Mowgli er en virkelig sej knægt, for der er meget mørkt og sandsynligvis meget farligt uden en riffel og det basale Jungle Reglement under armen.
Godt Eva, Eric og jeg havde 5 mand til at passe på os.

Og så lige pludseligt, så var vi der. Vi lagde vores tasker og gik 5 skridt ned af skranten. Der var de - og de var så tæt på! Jeg var totalt overvældet og berørt af deres tilstedeværelse. Lige ved siden af os sad de. I solens stråler, på bagdelen og nød en middagssnack. Baby gorillaen var godt i gang med at udforske naturlovene og sig selv. Og Eva og jeg stod med store øjne og fattede ikke, at vi var så tæt på de så sjældne Bjerggorillaer.

To meter væk fra os kravlede Babyen rundt, og Mor-gorilla lod den. Far-Silverback gemte sig i buskene længere væk. De to Blackbacks pruttede og bøvsede, og det hele var bare dejligt!

Der sad vi så i mellem 9 gorillaer i gang med deres Siesta. Og der var kun accept af os. Intet overflødigt. Vi var bare. Og da de rykkede et par 100 meter længere ind i skoven fulgte vi med dem. Fantastisk!

Efter en times hyggen, stirren, øjenkontakt, spisen, prutten og sludren så var vores besøg forbi. Og jeg viskede "farvel" og gik storsmilende der fra.


I kan tro, at jeg stadig er lykkelig! Den bedste fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet mig selv.


Måske jeg vil revidere min teori om dyrs intelligens? De 9 gorillaer havde i hvert fald noget mellem ørene.

Den Lille Monkey

Billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo16?authkey=Z21Fhu4W1c8

Håret tilbage

Kære venner

Længe siden. Marie og jeg har været på en lille ferie til Mburo søen og byen Mbarara. Vi tog af sted torsdag og kom hjem igen for to dage siden.

Turen bød på mange herlige oplevelser. Vi startede vores tur i lægeparret Doreen og Birungis Toyota Corolla en tidlig og mørk morgen og rumlede af sted øst på. Det var helt befriende at komme væk fra grænselandet, og efterhånden blev det også en behagelig køretur, som, efter 3 timers kørsel, bød på asfaltvej. Og efter 6 timer var vi fremme.

Mbarara er angiveligt Ugandas 8. største by, og har da også hele 3 gader med butikker og supermarkeder at byde på - jeg fandt mig selv shoppe amok efter et par timers ophold (og bøvl med et par VISA koder, som et par idioter havde svedt ud... Pinlig historie, som I vil få leveret mundtligt ved hjemkomst. Men tak til Jacob og Christian). Så jeg måtte lige holde lidt igen, og tænke på, at der stadig er mange kilometre som rygsæksrejsende tilbage...

Men skønt havde vi det, på Motel Agip, med varme brysebade, kolde øl, knasende kiks, bløde senge med dyner og morgenmaden inklusiv, så jeg var lige ved at springe ("Én af hver tak! Kan man få ekstra brød?"). Byen havde sågar et posthus, så vi fik sendt et par breve med retning mod DK. Og en frisør var der skam også - og søster her har fået sig en ny frisure, hæ. Connie og Brian, jeg manglede dog jeres kyndige råd og vejledning ;)

Lørdag morgen blev vi hentet af en taxa og kørt til Mburo søen og Nationalparken af samme navn 37 km længere øst på. Allerede i taxaen så vi zebraerne og impalaer, så vi blev ganske imponerede. Da det er lavsæson, havde vi stort set parken for os selv. Om aftenen var vi ca. 10 mennesker som spiste i restauranten, og vi var absolut ene om at sove i telt ved søbredden. Dog deltog Hr. og Fru. Flodhest i gildet, og besøgte os om natten. I dagstiden var de travlt beskæftigede med at holde sig under vandets overflade.

Vi var på bådtur og kørte i 4x4 dyt, men det fedeste var bestemt at gå rundt i parken med en armeret guide, Moses. Absolutte højdepunkt var, da vi ubevidst overraskede to zebraer, som ud af det blå lige pludselig kom ud fra et buskads og galoperede væk fra os. Vi kunne mærke deres skridt i underlaget, og lyden var fantastisk!

Nu står den så på arbejde igen. 28 patienter er inkluderet i vores projekt, og jeg forventer at tallet meget hurtigt øges til 100. Projekt vi laver for hospitalet er også ved at komme i gang. Vi har lavet registreringsskemaet og fået det kopieret. Er dog løbet ind i to gange en uges forsinkelse pga. manglende midler = klejner.

Udvalgte billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo1314?authkey=BnJn6c-KcGU

Kram og mere kram Sarah

Lidt af hvert

Godtfolk og makkere

Så er følelsen af dagligdag kommet over mig, og nu kan jeg fornemme at det bliver hårdt. At arbejde. Og at "forske" på samme tid. Og at være langt væk hjemmefra. Ikke at det nogensinde bliver rutine...

Vi har sagt ja til at lave to projekter for hospitalet, en helbredsundersøgelse i de 2 destrikter som hospitalet dækker, og et Kortlægningsprojekt, over hvor HIV patienterne bor.

Og så er vi gået i gang med vores eget HIV projekt, startede den 1. april (s nar) og har indtil videre hele 15 patienter inkluderet!! Kun en patient har takket nej til deltagelse, så det lover godt for vores mål om at få 100 patienter med i vores data.

2 medicinstuderende blev til 3, da amerikanske Eva ankom i lørdags. Og hun er ganske rar. I morgen venter vi et 4. tøsepigebarn, missionær, så vi kommer til at skulle passe på hvad vi siger højt! Intet f.ck og sh.t, og bestemt intet ondt ord om Jesus.

I fredags var jeg med Alice (ernæringseksperten på Childrens Ward) i grøntsagshaven sammen med alle mødrene til de indlagte børn. Jeg gik til makronerne og lugede godt ud i bedene. Bøjet over mine strakte ben, ligesom kvinderne (de bar selvfølgelig også lige et spædbarn på ryggen!) i solen og med hænderne i møget.

Kvinderne sludrede, også om mig, og Alice oversatte pænt: de havde ikke troet, at en mzungu kunne arbejde i marken, de troede at mine knogler ville knække! Så måtte jeg jo bevise det modsatte. Hvilket gav lidt respekt, og til sidst måtte kvinden ved siden af mig bare lige røre først ved mit hår, og derefter, noget overraskende, lige klemme mit ene bryst, og hive ud i trøjen, bare lige for at tjekke frugtbarheden hos mzunguen - jeg tror, at jeg blev godkendt som husmoder!

Tja her er billeder af lidt blandet,

http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo12?authkey=IHR6B5bddZ8

vi har snart dokumenteret alt her i området, så der er ikke så meget at tage billeder af mere.

Kan I alle have det dejligt,

Sarah