Jungle Reglementet

25 år og uendelig meget klogere. Skarp som en machete kan jeg berette om Alverdens Visdom. Ikke så meget som en konsekvens af at kunne skrive et højere tal på CV´et, men mere fordi jeg i lørdags havde et møde med et særligt væsen.



















Ikke Vortesvinet, næ nej nej, men et mig noget nærmere stående dyr. Og eftersom nogle kender mig som den Lille Monkey, ja så har I nok regnet ud, at der her er tale om Gorillaen, Bjerggorillaen.

Aldrig før har jeg brugt en månedsløn så fornuftigt og så hurtigt.
Sammen med Eva, den amerikanske medicinstuderende, stod jeg op tidligt om morgenen for at være ved Bwindi Impenetrable Forests port klokken åse. De turister, som når her ud til Bwindi har, for størstedelens vedkommende, dollarsedlerne struttende ud af røven, og sidder derfor godt i det.
Så vi havde lidt satset på, at en af disse rige gæster var faldet om med Rødvinssyge, så vi kunne købe deres adgangstilladelser, billigere. Men det skete ikke, Rødvinsniveauet har ikke været tilstrækkeligt, og vi hostede op med gyserne.


Der var pladser til os i Mubare gruppen - 9 styks gorillaer inklusiv en bebs - og deres Silverback havde kaldenavnet - Den Søvnige. En god ting, eftersom han ikke gider hverken flytte sig eller angribe, men æde og sove. Optimalt for fotografiliderlige turister = os.
Gruppen er desuden den ældste gruppe af de tre. som lever i Bwindi Regnskov. De har set os komme forbi siden 1993.

Vores slæng bestod af en fransktalende Franskmand Eric, Obed meget smooth guide, to soldater og to spejdere, som løb i forvejen og lokaliserede flokken.

I Erics Landrover blev vi kørt tilbage til hospitalets område, sat af og så kunne vi ellers bevæge os af sted mod Junglen. Det krævede så at jeg slæbte mig op ad en 90 % stigning i 1½ time, tosset spillemand, jeg var træt i lårbasserne bagefter. Men vi kom op ad bjerget, som The Fellowship of the Ring med lange gangstave, og ind i Regnskoven. Grænsen til nationalparken var tydelig markeret, en 30 cm bred stig. Intet hegn, ingenting.

Regnskoven var fantastisk! Jeg har lige afsluttet Kiplings The Jungle Book, og kan konkludere, at Mowgli er en virkelig sej knægt, for der er meget mørkt og sandsynligvis meget farligt uden en riffel og det basale Jungle Reglement under armen.
Godt Eva, Eric og jeg havde 5 mand til at passe på os.

Og så lige pludseligt, så var vi der. Vi lagde vores tasker og gik 5 skridt ned af skranten. Der var de - og de var så tæt på! Jeg var totalt overvældet og berørt af deres tilstedeværelse. Lige ved siden af os sad de. I solens stråler, på bagdelen og nød en middagssnack. Baby gorillaen var godt i gang med at udforske naturlovene og sig selv. Og Eva og jeg stod med store øjne og fattede ikke, at vi var så tæt på de så sjældne Bjerggorillaer.

To meter væk fra os kravlede Babyen rundt, og Mor-gorilla lod den. Far-Silverback gemte sig i buskene længere væk. De to Blackbacks pruttede og bøvsede, og det hele var bare dejligt!

Der sad vi så i mellem 9 gorillaer i gang med deres Siesta. Og der var kun accept af os. Intet overflødigt. Vi var bare. Og da de rykkede et par 100 meter længere ind i skoven fulgte vi med dem. Fantastisk!

Efter en times hyggen, stirren, øjenkontakt, spisen, prutten og sludren så var vores besøg forbi. Og jeg viskede "farvel" og gik storsmilende der fra.


I kan tro, at jeg stadig er lykkelig! Den bedste fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet mig selv.


Måske jeg vil revidere min teori om dyrs intelligens? De 9 gorillaer havde i hvert fald noget mellem ørene.

Den Lille Monkey

Billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo16?authkey=Z21Fhu4W1c8

Håret tilbage

Kære venner

Længe siden. Marie og jeg har været på en lille ferie til Mburo søen og byen Mbarara. Vi tog af sted torsdag og kom hjem igen for to dage siden.

Turen bød på mange herlige oplevelser. Vi startede vores tur i lægeparret Doreen og Birungis Toyota Corolla en tidlig og mørk morgen og rumlede af sted øst på. Det var helt befriende at komme væk fra grænselandet, og efterhånden blev det også en behagelig køretur, som, efter 3 timers kørsel, bød på asfaltvej. Og efter 6 timer var vi fremme.

Mbarara er angiveligt Ugandas 8. største by, og har da også hele 3 gader med butikker og supermarkeder at byde på - jeg fandt mig selv shoppe amok efter et par timers ophold (og bøvl med et par VISA koder, som et par idioter havde svedt ud... Pinlig historie, som I vil få leveret mundtligt ved hjemkomst. Men tak til Jacob og Christian). Så jeg måtte lige holde lidt igen, og tænke på, at der stadig er mange kilometre som rygsæksrejsende tilbage...

Men skønt havde vi det, på Motel Agip, med varme brysebade, kolde øl, knasende kiks, bløde senge med dyner og morgenmaden inklusiv, så jeg var lige ved at springe ("Én af hver tak! Kan man få ekstra brød?"). Byen havde sågar et posthus, så vi fik sendt et par breve med retning mod DK. Og en frisør var der skam også - og søster her har fået sig en ny frisure, hæ. Connie og Brian, jeg manglede dog jeres kyndige råd og vejledning ;)

Lørdag morgen blev vi hentet af en taxa og kørt til Mburo søen og Nationalparken af samme navn 37 km længere øst på. Allerede i taxaen så vi zebraerne og impalaer, så vi blev ganske imponerede. Da det er lavsæson, havde vi stort set parken for os selv. Om aftenen var vi ca. 10 mennesker som spiste i restauranten, og vi var absolut ene om at sove i telt ved søbredden. Dog deltog Hr. og Fru. Flodhest i gildet, og besøgte os om natten. I dagstiden var de travlt beskæftigede med at holde sig under vandets overflade.

Vi var på bådtur og kørte i 4x4 dyt, men det fedeste var bestemt at gå rundt i parken med en armeret guide, Moses. Absolutte højdepunkt var, da vi ubevidst overraskede to zebraer, som ud af det blå lige pludselig kom ud fra et buskads og galoperede væk fra os. Vi kunne mærke deres skridt i underlaget, og lyden var fantastisk!

Nu står den så på arbejde igen. 28 patienter er inkluderet i vores projekt, og jeg forventer at tallet meget hurtigt øges til 100. Projekt vi laver for hospitalet er også ved at komme i gang. Vi har lavet registreringsskemaet og fået det kopieret. Er dog løbet ind i to gange en uges forsinkelse pga. manglende midler = klejner.

Udvalgte billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo1314?authkey=BnJn6c-KcGU

Kram og mere kram Sarah

Lidt af hvert

Godtfolk og makkere

Så er følelsen af dagligdag kommet over mig, og nu kan jeg fornemme at det bliver hårdt. At arbejde. Og at "forske" på samme tid. Og at være langt væk hjemmefra. Ikke at det nogensinde bliver rutine...

Vi har sagt ja til at lave to projekter for hospitalet, en helbredsundersøgelse i de 2 destrikter som hospitalet dækker, og et Kortlægningsprojekt, over hvor HIV patienterne bor.

Og så er vi gået i gang med vores eget HIV projekt, startede den 1. april (s nar) og har indtil videre hele 15 patienter inkluderet!! Kun en patient har takket nej til deltagelse, så det lover godt for vores mål om at få 100 patienter med i vores data.

2 medicinstuderende blev til 3, da amerikanske Eva ankom i lørdags. Og hun er ganske rar. I morgen venter vi et 4. tøsepigebarn, missionær, så vi kommer til at skulle passe på hvad vi siger højt! Intet f.ck og sh.t, og bestemt intet ondt ord om Jesus.

I fredags var jeg med Alice (ernæringseksperten på Childrens Ward) i grøntsagshaven sammen med alle mødrene til de indlagte børn. Jeg gik til makronerne og lugede godt ud i bedene. Bøjet over mine strakte ben, ligesom kvinderne (de bar selvfølgelig også lige et spædbarn på ryggen!) i solen og med hænderne i møget.

Kvinderne sludrede, også om mig, og Alice oversatte pænt: de havde ikke troet, at en mzungu kunne arbejde i marken, de troede at mine knogler ville knække! Så måtte jeg jo bevise det modsatte. Hvilket gav lidt respekt, og til sidst måtte kvinden ved siden af mig bare lige røre først ved mit hår, og derefter, noget overraskende, lige klemme mit ene bryst, og hive ud i trøjen, bare lige for at tjekke frugtbarheden hos mzunguen - jeg tror, at jeg blev godkendt som husmoder!

Tja her er billeder af lidt blandet,

http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo12?authkey=IHR6B5bddZ8

vi har snart dokumenteret alt her i området, så der er ikke så meget at tage billeder af mere.

Kan I alle have det dejligt,

Sarah