Søde Børn, det er de!

Kære alle hvor end I er


Jeg sidder her i Bwindi i Gæstehuset. Alene og ene.
Marie er taget til Kampala for et par dage siden, og i dag har hun så hentet Jacob i lufthavnen. De kommer her til i løbet af ugen, og så skal der turistes og spises god mad i flere af de dyre Americaner-camps.

Jeg har været af sted med Godfrey (min TB medeventyrer) og Reverend Sam på Community Outreach og undervist det 4. hold Village Health Promoters fra Bujengwe Parish i dag.

Det gik fint fint, spørgeskemaet blev gennemgået, og der blev stillet spørgsmål og så uddelt skemaer, ti styks til hver VHP´er.
Da vi ankom, var der også dukket en familie op med en 3-5 årig pige. Hun så ret sløj ud, både Sam og jeg tænkte ”Nifritisk Syndrom!”, og vi besluttede, at tage hende med os i hjem.

Og det gik da også fint, der var nogenlunde plads i bilen. Og som den babyglade pige jeg er, så tilbød jeg selvfølgelig, at holde den lille 1½ årige skønne, skønne baby, mens mor havde den syge pige på skødet, og den 7 årige sad i bagagerummet med al bagagen.

Og den lille pige var helt vildt dejlig! Blød og græd kun lidt, da hun kom til Uffen, og så, så accepterede hun det. Ahh, hun ligefrem nød det!
Efter en 10 minutters kørsel, ja så skete det, at den lille bløde, smukke, varme pige faldt i søvn. Og selvom vi besteg utallige mega kampesten på vejen, så sov hun.

Ihh, hvor det var skønt. Her sad jeg med den fineste bebs, og hun sov. Og så kom tanken til mig. Hvor mange babyer har jeg set med Pampers på rumpetten?? 4 måske 7... Og var dette lille vidunder mon en del af det heldige selskab? Jeg havde min tvivl... Og da vi ankom til hospitalet, fik jeg svaret. Nej, det var hun ikke. Se, ned af benene mine, var der vådt. Og det lugtede ikke af violer.

Tal om, at det med at lade vandet i buksen kun varme for en stund, og så bliver det en ringe varmekildeinvestering!! Her var tale om, at min blære stadig var fuld, og den lille Spillopmager havde haft al fornøjelsen!

Men det var nu altså stadig en dejlig oplevelse (har været i bad!). Nu skal jeg ha´ kigget på hendes storesøster i morgen.

Og jeg havde endnu en dejlig baby-dag i torsdags, Vaccinationsdag. Havde fornøjelsen af at veje 20-40 skønne ½-1½ årige dejlige og raske unger. Og efter at have krammet dem, ja så kom jeg med nålen, og vaccinen fik de, lige i lamsebamselåret eller overarmsdelen! Og så var jeg for en kort stund ganske upopulær. Det gik dog hurtigt over, Mors bryst kan trøste selv det mest forfærdede og hysteriske barn!

Der er nu 7 dage til, at vi forlader hospitalet. Og det er mærkeligt og sørgeligt. Så er 3 måneder gået. Jeg føler mig ganske godt tilpas her, og stedets virke og fremtid betyder noget for mig. Og menneskerne som arbejder her. Afsked er aldrig sjovt, ikke min yndlings. Dog holder jeg mig for øje, at med afsked kommer gensyn, og det GLÆDER jeg mig til!

Planen for vores videre rejse er følgende:
1. juni farvel til Bwindi, med bus øst på til Viktoria Søen: Marie, Jacob og Sarah På Farten.
2.-4. juni mere buskørsel, kører over grænsen til Tanzania og tager en færge over Viktoria Søen til byen Mwanza. Med endnu mere bus øst på mod Kilimanjaro via Nairobi.
5.-11. juni Ekspidition Kilimanjaro, David har slået sig til os.
12.-16. juni 4 i flok på safari i åben 4x4 :)
17.-22. juni Zanzibar lokker med strand og kolde øls/drinks

- og så blev det den 23. juni klokken 19.45, stedet var Kastrup Lufthavn, og vi kom hjem.

Ja, så er det jo bare om at tage af sted og sige ordentligt farvel til stedet her. Det har virkelig levet op til alle mine forventninger! Og mere end det, man kan ikke forestille sig livet her hjemmefra!

Stor kærlighed med smæk på

Sarah

Blandede billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo20?authkey=ivNNqvM-qgk

Et Batwa Kirke Bryllup

Hej alle I kære

Så kom jeg til mit første afrikanske bryllup! Og mit første kirkebesøg var det til og med. Rimeligt godt klaret, havde selv forventet at blive slæbt med til alverdens gudstjenester, men tak mig selv, det er jeg kommet uden om!

Batwa gruppen, som har kontor i Gæstehuset og er startet af Dr. Scott, var meget spændte på gårsdagens STORE begivenhed.
Gruppen består af mere eller mindre religiøse mennesker, varierende fra fotograf Steve som er ganske moderat religiøs til antropolog Kantina, som jeg uden tvivl i stemmen vil kalde fanatisk missionær. Derudover arbejder Dr. Scott, Richard og Levy i gruppen. De to sidstnævnte ugandere.
Batwa gruppen har eksisteret siden 1991 og er startet af en kirke i Texas, USA, og har stadig størsteparten af sine økonomiske støtter fra sådanne kredse (fra kristne amerikanere med gysserne i orden).

Altså, jeg havde doneret lidt klejner til dette bryllup, og tænkte at jeg jo på et eller andet tidspunkt skulle opleve kirken og al det sociale liv omkring søndagskirkebesøg, og tog med Batwa gruppen til Batwa Kirke Bryllup (det første af slagsen her i området).

Batwa er i øvrigt den oprindelige befolkning her i området, Katina mener hele Verdens (!) oprindelige, forfædre. De er pygmæer og de levede i Regnskoven, indtil den blev gjort til Nationalpark i 1991 og de blev forvist ud af skoven, og ikke givet noget andet land til gengæld.

Godt så. Når man er muzungu (hvid) så er man per definition æresgæst, og op foran med mig. Og her kunne jeg så sidde til åbent skue foran 200 meget nysgerrige kirkegængere. Ikke noget med at gabe eller tage sig en skraber. Sid ret, og be når de si´r be!

Efter 6 døbelser i kirkevand kom vi til brylluppet. Hold fast. Brudgommen kom ind med bedstemanden ved sin side, godt nervøs, og begge så ganske utilpasse ud i deres jakkesæt, som jeg tror de havde fået forbyttet. Og den kommende mand, som jo altså er pygmæ og derfor lavere end gennemsnittet, var blevet påduttet et bare 5 cm Fishbone sko fra midt 90´erne, som gjorde at han stadig var lavere end gennemsnittet, men nu var ved at falde over sine egne ben.

Og folk i kirken, som ikke var Batwa, var ganske godt underholdt. Det virkede meget respektløst på mig. Folk grinte og pegede. Godt det ikke var mig.

Bruden havde fået en ordentlig balkjole på (selvfølgelig for lang) og brudepiger var der også.

De blev gift og ægteskabsløftet skrevet/fingertrykt under, og så blev der ellers spyttet i kirkebøssen. Der blev doneret ananaser, sukkerrør, roer, bananer og andet godt, samt mønter. Og alle afgrøderne blev solgt ved auktion og herved omsat til penge.

Kirkebesøget tog 4 lange stive timer, men det blev gjort noget mere behageligt af al den smukke musik og sang, dansen og klappen som opstod med jævne mellemrum.

Efter kirken var der fest under bananpalmeblade, confetti og toiletpapir og Gino, vores ene kok, havde lavet en Bryllupskage med Neonblå påskrift: "Godfrey weds Evelyn". Kagen var god og alle sangene smukke. Talerne derimod var lange. Og som Æresgæst skulle jeg også sige et ord til de nygifte (nemt nemt, her kommer jeg, kender dem ikke, har aldrig mødt dem før og synes at det hele er mærkeligt). Jeg havde lidt betænkningstid, og da jeg i bund og grund synes at dette bryllup var noget mærkeligt noget, så ønskede jeg dem tillykke med ægteskabet og sagde ordet:

RESPEKT

1) Respekt er fundamentalt i et forhold
2) Respekt fordi de turde stille sig op i kirken og møde alle de fordomme der er imod dem
3) Og respekt i protest, fordi jeg ikke synes, at de amerikanske missionærer respekterer Batwa folkets traditioner. Men jeg sagde ikke andet end respekt, og det lod til at ingen fattede meningen med det, hvilket resulterede i et par sekunders stilhed.

Men dagen var skøn. Jeg oplevede for første gang hvordan Batwa folket lever og bor, og jeg var meget rørt over hvordan de lever sammen. De er meget kærlige i deres forhold, og det var rart at se en far lege med sit barn. Det har jeg ikke set før i de 2 måneder, jeg har været i Bwindi.

Jeg glæder mig til at se jer alle igen, 3 uger tilbage på hospitalet, og så 3 ugers rejse og ferie, og så, ja så er jeg hjemme. Det føles ikke som så lang tid.

Pas på hinanden og nyd livet. Kærlighed fra Uffe-drengen.
Sarah

Flere billeder: http://picasaweb.google.com/sarahbube/UgandaNo19?authkey=Skc1lASGH2o

Til alle jer derude!

Sommerens og solens kommen, Steves housewarming, Scotts farvel, Maries fars fødselsdag, Public Holliday in Uganda og ikke mindst de røde faner blev fejret i stor stil d. 1. maj.
Vi lagde ud med at lave en god 1. maj-brunch, efterfulgt af kolde Congo-øl og hjemmelavet guacomole på Bwindi View campsite. Steve havde lagt ud med at invitere ca 40 mennesker, Scott supplerede med på dagen at invitere al hospitalets personale, ca 75 yderligere gæster…. Der var lagt op til stor fest. Suzan og Gino var helt oppe det røde felt i køkkenet, og helt mirakuløst fik de tilberedt mad til alle. Vi gjorde vores og tog cyklerne til den lokale grønsags have (GNO projekt), og lavede en salat til gæsterne.
Som aftenen skred frem kom der mere og mere gang i den, der var vrikkende hofter og hoppende bryster i gæstehusets have. Trods en enormt god stemning og promiller i blodet, sluttede festen tidligt ….. dvs kl ca 22.

Heldigvis havde Steve været forudseende og gemt et par kasser øl til dem der holde af at feste til længere. Vi blev oppe endnu et par timer, drak øl, spiste popcorn og snakkede……. Dagen efter stod den på tømmermænd og kolde ”club sodas”. Sarah døjer endnu med myllerbæ….

Krams
Sarah og Marie

Der er flere billeder fra fest og andet godt på picasa: http://picasaweb.google.com/mariececilie.brandt/Bwindi4?authkey=YAWe8rtSgeA

G O D 1. M A J

Vi vil fejre det ligeså, dog under lidt andre end de vanlige Fælledparksforhold. Nu i en Banda!